DEN SÆREGNE HØJSKOLE - Interfolk, Institute for Civil Society

2. Betænkning om folkehøjskolen, 1960 39
på hf‐undervisningen, som man havde haft fingre i under opstartsfasen, men den gled
snart over til gymnasierne og de nye VUC‐centre. Senere har man kunnet tilbyde meritgivning
under kvote 2 til hovedparten af de videregående uddannelser, men den mulighed
er nu også ved at svinde ind med den friere adgang til de videregående uddannelser,
og sådan kan vi blive ved.
Det virker, som om udvalget ikke rigtig troede på, at højskolens kerneydelse havde en
samfundsmæssig vigtighed og nødvendighed, som man kunne satse på. I stedet prøvede
man at fremhæve sider ved skoleformen, den har fælles med det øvrige uddannelsessystem.
Men det virker ikke overbevisende. Måske var det også grunden til, at Betænkningen
aldrig blev omsat i lovgivning. Folketinget ville i denne fase af velfærdsstatens
udbygning hellere bruge kræfter på at udbygge det formelle uddannelsessystem, end at
åbne op for, at højskolen kunne få placeret sig indenfor dette. Det ville hverken styrke de
erhvervsrettede uddannelser, eller sikre landet en ordentlig folkehøjskole. Måske var
politikerne de mest fremsynede.
Desværre er der noget, der tyder på, at højskolen nu igen vil gentage de gamle fejltagelser,
og bruge kræfter på at blive en del af det formelt kompetencegivende videreuddannelsessystem
for voksne. Måske kan man sætte sig på to stole, men den oplagte fare
er, at bukserne revner og højskolen ender på gulvet.