DEN SÆREGNE HØJSKOLE - Interfolk, Institute for Civil Society

1. Højskoleloven 1942 25
lovforslaget overvejet på ny”. For det første fordi man på mødet ikke behandlede hele
Betænkningen med dens fire lovforslag, men kun højskoleforslaget. Mødet gav således
heller ingen støtte til den tvungne ungdomsskole i byerne. For det andet fordi man hverken
billigede eller misbilligede forslaget, men derimod opfordrede til fornyet overvejelse
af punkter i forslaget, nemlig de paragraffer, der blev omtalt i det ændringsforslag, som
blev offentliggjort i Højskolebladet. For det tredje at forsamlingen vedtog at bemyndige
et udvalg på 5 medlemmer til at forhandle med Ministeren og eventuelt senere med et
rigsdagsudvalg om en indarbejdelse af ændringsforslaget. Til dette udvalg skulle højskoleforeningens
bestyrelse udpege de 3 medlemmer og ændringsforslagets underskrivere
de 2 medlemmer.
Herefter er der tavshed i højskolebladet om lovforslaget. Udover, at det fremgår fra
referatet fra generalforsamlingen, 32 at Terkelsen ikke kunne få indvalgt Holger Kjær i
bestyrelsen. Fronterne var klare nok. En enig bestyrelse bakkede op om Ungdomsudvalgets
Betænkning, hvor 5 af foreningens 7 bestyrelsesmedlemmer havde haft sæde, men
oppositionen havde bred opbakning et nok så vigtigt sted, nemlig blandt rigsdagens ordførere
på området.
Det viste sig, at oppositionen fik de centrale ankerpunkter igennem ved revideringen
af lovforslaget. Ikke i forhold til ministerens forslag til 1. behandling, men kritikken fandt
politisk røst under 1. behandlingen og prægede folketingets betænkning efter den 1. behandling.
I højskolebladet nr. 14/1941 refereres 1. behandlingen af lovforslaget. Her er
det igen påfaldende, at det centrale – bestemmelsen af højskolens formål og opgave ‐ ikke
nærmere berøres. Ordlyden er åbenbart helt ukontroversiel, den er så selvfølgeligt, at
man ikke engang refererer dette. Der er også bred enighed om øget økonomisk støtte. I
stedet er det punkterne, der vedrører eventuelt statsindblanding, der er i fokus.
Ifølge referatet talte især Erik Appel fra Venstre, men også Amby fra de Konservative
og Gregersen fra Retsforbundet imod, at staten ved undervisningsministeriet skal godkende
en nyoprettet skoles beliggenhed. Ministeren svarede, at han gerne gik med til
denne ændring, for ”Jeg anser den for at være forholdsvis betydningsløs, og hvis man
mener, den kan gøre skade, kan vi for min skyld godt lade den forsvinde”.
Forslaget om et højskoleråd, hvis 5 medlemmer udpeges af ministeren fik kritiske
bemærkninger fra både Appel fra Venstre og Nygaard fra de Radikale, og ministeren
sendte det til videre behandling. Forslaget om en statskonsulent, der fører tilsyn, blev
kritiseret af Appel og Gregersen, men afvist af ministeren med henvisning til, at det
spørgsmål allerede blev vedtaget ved normeringsloven året tidligere.
Forslaget om muligheden for at oprette en egentlig statshøjskole, der på flere måder
lå i forlængelse af Grundtvigs syner om Højskolen i Soer, og som var et forsøg på at give
samlingen af dansk ungdom i Dansk Ungdoms Samvirke et fælles institutionelt udtryk fik
venlige bemærkninger fra Christiansen fra Socialdemokratiet og fra den radikale undervisningsminister.
Men de øvrige politikere var skeptiske.
I det reviderede forslag til 2. behandling var flere knaster således trukket ud, såsom
muligheden for at oprette statshøjskoler, statens mulighed for at afvise oprettelse af nye
skoler med henvisning til deres beliggenhed, det mindste årselevtal blev fastholdt på 12 i
32 Højskolebladet nr. 39/1941