DEN SÆREGNE HØJSKOLE - Interfolk, Institute for Civil Society

4. Højskoleloven, 1970 65
”Under den debat, der er foregået i vinter omkring højskolerne, kunne man få det indtryk,
at folkehøjskolerne ligger for døden. Jeg tænker ikke mindst på Højskolebladet nr. 7,
1970, hvori en række højskolefolk kommenterede lovforslaget (..). Det var mig meget
svært at tage alle disse klageråb så tungt, som nogle gjorde. Jeg vidste jo en hel del om,
hvor væsentligt højskolernes vilkår var forbedret med den nye tilskudslov.”
Herefter kom han med nogle interessante principielle vurderinger:
”Bestemmelsen om rettighedsgivende undervisning er lidt mere åben end i 1942‐loven.
Det er sket for at imødekomme ønsker fra en del højskoler. Men jeg har ikke mere sympati
for den bestemmelse, end at jeg gerne stiller forslag om, at den helt udgår. Jeg skal være
den første til at stryge selv den mindste forbindelse mellem højskole og eksamenssystem,
hvis det ønskes. Det gælder blot om at sige til nu, inden loven endelig vedtages”
Det var højskolefolkene, der ønskede en åbning mod rettighedsgivende undervisning, for
at sikre nye markedsmuligheder. Helge Larsen kan ikke dy sig for at ironisere over forholdet.
”Jeg ønsker, at højskolerne skal have frihed til at give den almendannende undervisning,
det er deres ide at give. Der er ikke lagt nogen art af hindring i vejen for, at den almendannende
undervisning kan have det indhold og det åndspræg, som den enkelte skole og
den enkelte lærer ønsker at give den. Det er og har været og skal efter min opfattelse fortsat
være højskolens opgave. Det er det, der giver og skal give højskolen dens eksistensberettigelse.
På baggrund af den tidligere omtalte rundspørge blandt højskolefolk i ”Højskolebladet”
i februar, kan jeg ikke dy mig for at påpege det let ironiske i, at det er mig, hvis hele
pædagogiske virke har ligget i den ”sorte skole”, der står i Askov og fremhæver dette.
Havde det ikke været en opgave for ”Højskolebladet” og højskolernes egne folk at fremhæve
det, jeg her har sagt. Skal det virkelig siges til højskolen udefra? Godt da, at der er
nogle i ministerium og folketing, der vedstår højskolens ide, mens højskolen selv i vid udstrækning
synes at fortabe sig i økonomiske beklagelser og sortsyner.”
Man kan med Helge Larsen undre sig over, at højskolens folk talte så meget om dårlige
tilskudsregler, når de faktuelt fik stærkt forbedrede økonomiske rammer, samtidig med
at de talte så lidt om skolens ånd og sigte, og selv presser på for at få mindsket kravene
til det almendannende sigte og for at åbne vejen for rettighedsgivende undervisning.
Svaret fra Foreningens formand, Finn Brandt Petersen i næste nummer af Højskolebladet
berørte overhovedet ikke spørgsmålet om ånd og sigte, men gik udelukkende på
mindre justeringer omkring økonomiske tilskudsregler. Formanden og Foreningen havde
ingen intentioner om at tage imod Helge Larsens tilbud om at stoppe glidningen mod
eksamenssystemet. Det nævnes aldrig.
I et senere nummer af Højskolebladet nr. 23, juni 1970 kommenterer Brandt Petersen
den nye lov, der blev vedtaget i maj. Det endelige resultat roses for, at foreningen fik de
fleste økonomiske skævheder af mere teknisk karakter rettet op, men som i de foregående
indlæg nævner formanden ikke ladeporten mod den rettighedsgivende og eksamensforberedende
undervisning, lige så lidt som den øgede vægtning af det faglige på
det almenes bekostning nævnes.
Det samme billede tegner sig i hans formandsberetning til foreningens generalforsamling
i oktober 1970 på Silkeborg Højskole. Han roste formanden og foreningen for