DEN SÆREGNE HØJSKOLE - Interfolk, Institute for Civil Society

108
lem af Skælskør Folkehøjskoles bestyrelse. I artiklen ”Lad berøringsangsten fare” fremlagde
hun sine to hovedsynspunkter: 14
For det første må højskolen blive bedre til at beskrive, hvad den gør, og hvad den giver
sine elever. Den gamle parole ”Det kan ikke beskrives, det må opleves”, duer ikke
længere. Hendes forslag om at indføre metoder til kvalitetssikring og evalueringskultur i
højskolen, var der dengang megen modstand mod i brede højskolekredse, men synspunktet
har vundet indpas i forslaget til den nye højskolelov, og godkendes efterhånden
bredt i højskoleverdenen som nødvendigt og fornuftigt.
For det andet er det væsentlige i højskolens ydelse de ”bløde kvalifikationer”. Ja, højskolens
egentlige eksistensberettigelse ligger i, at den evner at udvikle disse ”bløde kvalifikationer”,
som det postindustrielle samfund i stigende grad efterspørger.
”Erhvervslivet råber på de meget omtalte bløde kvalifikationer. Højskolen er mester på
området. Vi trækker ud i selerne og skyder brystet frem, hver gang talen falder på de personlige
kompetencer. De medarbejdere, der har været på højskole, kan noget andre ikke
kan, påpeger en del erhvervsledere. Fantastisk. Erhvervslivet får måske øje på højskolerne.
I stedet for at sælge ud af vores sjæl, kan vi måske være så heldige at sælge dem lidt
ånd (..).
Den etik, som udspringer af respekt og interesse for den anden og dennes horisont,
kommer mere og mere i fokus på de forskellige arbejdspladser, og virksomheder og institutioner
er klar over, at personalepleje i den tone giver mange hoved‐ og sidegevinster.
Men rusen kommer til at vare kort, hvis vi ikke springer på toget nu og får pointeret hvad
det er, vi præcist kan. En personaleleder kan godt finde ud af at leje et kursuscenter og
iværksætte forskellige aktiviteter i løbet af en weekend. Det er ikke så svært at kopiere
højskolen.”
Den ”ånd” som Marie Østergaard vil sælge til erhvervslivet og som hun har til mål at kvalitetssikre,
har for mig at se ikke meget at gøre med ”folkelig oplysning” eller ”almendannelse”
– den er ikke anderledes end den ånd, som ”en personaleleder kan lave på en
weekend på et kursuscenter”. Det er en ”ånd” underlagt den instrumentelle reduktionisme,
og jo mere hun vil måle og sikre dens kvalitet, jo længere vil hun fjerne sig fra
højskolens traditionelle kerneydelse.
For mig at se var det denne form for ”reduceret ånd”, som højskolerne så muligheder i
at tilbyde det ”parallelle kompetencesystem for voksne”, som undervisningsministeriet
havde lanceret i efteråret 1996, og som prægede højskoledebatten i 1997. I slutningen af
1997 kommer Per Sørensen, næstformand i bestyrelsen for Brandbjerg Højskole og tidligere
direktør for Lego med et indlæg, der også ender i ”reduktionismen”. 15 Det starter
ellers godt.
”Undervisningsministerens ideoplæg til et parallelt, kompetencegivende uddannelsessystem
har kastet en brand ind i højskoleverdenen, som har opdelt denne i to modstridende
synspunkter (..). Man kan måske gå så vidt som til at hævde, at kompetencediskussionen
bunder i en egentlig identitetskrise inden for højskolen (..). Højskolen må lige som enhver
anden virksomhed eller organisation søge sin mission eller raison d’être i det omgivende
samfund. Betingelsen for højskolens fortsatte eksistens er, at der i samfundet er et savn,
14 Marie Østergaard Knudsen: ”Lad berøringsangsten fare”, Højskolebladet nr. 10, 1997
15 Per Sørensen: ”Lille højskole – hvad nu”, Højskolebladet nr. 40, 1997