DEN SÆREGNE HØJSKOLE - Interfolk, Institute for Civil Society

7. Legitimeringskrisen 1993-97 97
til højskoleloven gjort til virkelighed for den enkelte elev. Kort sagt: Det handler om at
fastholde det idebetonede i højskolens fag og dagligdag.” 14
FFD’s bestyrelse drøftede markedsføringen af sommerkurserne 1996 på bestyrelsesmødet
den 11. marts 1996 og vedtog at udsende et hyrdebrev underskrevet af formanden
til foreningens medlemmer.
”Bestyrelsen opfordrer alle, der står med ansvaret for den kommende sommers højskolekurser,
til at sikre, at disse annonceres og gennemføres på en måde, der ikke kan skabe
tvivl om, at de foregår på lovens grund. Uanset skolens formål og udgangspunkt er det en
vigtig og fælles forpligtelse at være med til i sine kortkursus‐tilbud at fastholde den lødighed,
som er betingelsen for, at skoleformens frihed og ret til selvforvaltning kan bevares.
Der kan sagtens skabes nyt indenfor den gældende højskolelov, men det gælder om at
forene lovens krav, skoleformens traditionelle kvaliteter og aktiv nyskabelse, så deltagerne
ved, at de er elever på en højskole og ikke gæster på et feriecenter. Højskole skal andet
og mere end at underholde.” 15
Det springende punkt er, hvordan man kvalitativt kan skelne mellem det almene sigte og
det fagligt kundskabs‐ og færdighedsgivende i de enkelte undervisningstilbud. Efter mit
skøn er der ikke et reelt grundlag i den nuværende lovgivning for at foretage sådanne
kvalitative skøn. Uden mere klare definitioner både af indhold og metode kan stort set
alt lade sig gøre. Tilbage var kun muligheden for at ramme nogle på formalia. Og det har
også været en tendens de senere år for ministeriets praksis, og det forstærkes især af
striden omkring Tvindskolerne. Jeg har selv været inde på det tema i en tidligere rapport
for Højskolernes Sekretariat fra 1997, 16 hvor jeg skrev:
”Spørgsmålet er, om et forsvar for den ”egentlige” højskolevirksomhed ikke skulle tage fat
på indholdsmæssige præciseringer. Vejen væk fra det administrative formalia‐rytteri
kunne være at påbegynde en debat i højskolekredsen med henblik på en lovrevision, som
indarbejder kvalitative retningslinjer for det almene stofs placering i de overordnede
kursusplaner og i undervisningsplanerne for de enkelte kurser.
Skillelinjerne bør ikke udstikkes efter, hvilke livsanskuelser, menneske‐ og kultursyn
eller samfunds‐ og historieforståelse, som forfægtes på højskolerne, men at de i det hele
taget belyser og forfægter sådanne. Det afgørende kan ikke være, hvordan de belyser de
almene eksistensvilkår og de folkelige fællesskaber, men at de overhovedet gør det med
en vis tyngde i kursusplanerne.
Om de gør det ud fra et religiøst eller verdsligt udgangspunkt, om de mener at Gud
skabte mennesket, eller det var omvendt, om de bygger en almengyldig etik eller ender i
en kulturrelativistisk position, om de formidler positive samfundsutopier eller ender i
fremskridtspessimisme, om de er højre‐ eller venstreorienterede. Ja, det kan ud fra et
lovmæssigt synspunkt ikke være afgørende, ja det skal den statslige myndighed ikke
blande sig i. Derimod må det være afgørende, at skolerne gør det, at de rent faktisk bruger
tid på disse emner. Det vigtige er, at det almene stofområde – de fælles eksistensvilkår og
de folkelige fællesskaber – bliver belyst, og så er belysningsformen i øvrigt fri. Belysningen
kan enten indgå direkte i de almene fag, eller indirekte i de særlige fag, der dominerer
kursusplanerne, men i så fald må der kræves metodiske og pædagogiske velbegrundede
14 Søren Bald: ”Hvis du strammer garnet”, Højskolebladet, nr. 9, 1996
15 Refereret i Højskolebladet nr. 15, 1996
16 Hans Jørgen Vodsgård: ”Højskoleånd og arbejdsliv”, Højskolernes Sekretariat, august 1997, s. 19