DEN SÆREGNE HØJSKOLE - Interfolk, Institute for Civil Society

70
filosofi eller teologi kan klare problemerne alene. Og man kan heller ikke bare lade dem
ligge. Det er situationen. Den taler for sig selv. Nogen tydeligere påvisning af den folkelige
oplysnings nødvendighed kan man vanskeligt forestille sig og heller ikke nogen bedre beskrivelse
af, hvad folkelige spørgsmål er.(..).
Og det peger alt sammen direkte mod det centrale i Grundtvigs højskoleide, understregningen
af den folkelige samtales og vekselvirkningens nødvendighed. Grundtvig var
med denne tanke i virkeligheden langt forud for sin tid. Den kom da heller ikke til at stå i
forgrunden af højskoletraditionen..”
Ifølge Henningsen gled Grundtvigs centrale ærinde i baggrunden. Det nationale, det danske
kom til at overskygge for det folkelige og demokratiske. Grundtvigs syner om den
statsborgerlige oplysning som grundlaget for folkestyret er gledet i baggrunden, og hermed
bliver højskolens placering og hovedopgave uklare.
”Grundtvigs tanker var revolutionerende derved, at de radikalt brød med den opfattelse
af folkeoplysningen, der allerede var kendt, og som havde rod i oplysningstiden. Ifølge
den måtte folkeoplysning bestå i udbredelsen af videnskabens resultater i populær form.
Videnskaben var autoriteten som førhen i kirken.
Hvad Grundtvig ville var noget ganske andet, en helt ny type oplysning. ”Folkelig oplysning”
var hans foretrukne betegnelse. For det drejede sig om oplysning i folket, ikke
bare en oplysning af folket. At få sagen ”frem i lyset” er hvad der ligger i det grundtvigske
begreb om folkelig oplysning, noget langt mere omfattende end blot at den sagkyndige
oplyser den mindre vidende. Denne rent informative form for oplysning er der naturligvis
også brug for, men den må ifølge en tankegang som Grundtvigs have sin plads inden for
rammerne af den fælles – og principielt uafsluttelige – samtale.
Dette betød i virkeligheden, at videnskaben fik en instans ved sin side. Folkeoplysningen
var ikke længere blot en budbringer og formidler, men også en vurderende instans i
forhold til sagkundskaben, ikke sagkundskaben som sagkundskab, men sagkundskaben i
forhold til livet, i forhold til hvad der tjener livets tarv, som Grundtvig yndede at udtrykke
sig.(..).
Mellem de to instanser, videnskaben og den folkelige oplysning skulle der være en levende
vekselvirkning, mente Grundtvig. For folkeoplysningen vil snart udarte til en overfladisk
politur, hvis ikke lærdommen holder den i ånde, mens omvendt videnskaben let
fører på vildspor, hvor den ikke er konfronteret med en folkeoplysning, der nøder den til
at tage det nærværende liv og øjeblik i betragtning. Alt sammen er det mere aktuelt end
nogensinde. (..). I vor tid er der ikke mange andre instanser, der bekymrer sig om helheden.”
5
Højskolens eksistensberettigelse burde være åbenbar, men stærke samfundsmæssige
kræfter værdsætter ikke dens opgave. Markedskræfterne og statsvældet, den teknologiske
og bureaukratiske fornuft, kort sagt systemverdens iboende tendens er udbredelsen
af den endimensionale fornuft, en rationalitet der drejer sig om effektive midler, uden at
spørge til mening og målsætning. Samtalen skrumper ind til hvordan og ikke hvorfor.
Det frie rum for folkelig samtale og oplysning presses af effektivisering og instrumentalisering.
Henningsen giver et historisk rids over denne udvikling, hvor højskolens
5 Op. cit., s. 19‐21