DEN SÆREGNE HØJSKOLE - Interfolk, Institute for Civil Society

15. Højskolens særegenhed 165
Det forudsætter, at nettoudgiften for dem, der selv finansierer deres ophold, bliver reduceret.
Det kan f.eks. ske ved, at man kunne få ekstra ”SU‐klip” til et højskoleophold.”
15.3 Det nye lovforslag og foreningens udfordringer
I højskoleudvalgets rapport fra 1. maj 1999 og forslaget til ny højskolelov fra 16. december
1999 er de to væsentligste punkter, at det almene sigte skal styrkes, og at skolerne
skal fremlægge deres værdigrundlag og gennemføre årlige evalueringer af deres virksomhed.
Disse ændringer må hilses velkommen. Det styrkede almene sigte kan betyde, at kerneydelsen
‐ den ”folkelige oplysning” eller med et andet udtryk det ”almendannende”
sigte ‐ får mere vægt i den fremtidige højskole. Særegenheden overfor det øvrige uddannelsessystem
kan blive tydeligere, og det må komme til at præge højskolernes selvforståelse
indadtil og deres profilering udadtil. Højskolens eksistensberettigelse kan blive
mere klar.
Kravet om fremlæggelse af værdigrundlag og evalueringer vil tydeliggøre højskolernes
idebårne karakter: at de står for livssyn og holdninger, at de har noget på hjerte.
Hermed vil højskolernes indholdsmæssige karakter få en mere fremtrædende plads. Det
bliver tydeligere, at der er store forskelle på de livssyn eller de perspektiver på det almene,
som de enkelte skoler står for. Den indbyrdes konkurrence om elevernes gunst vil
hermed drejes fra ensidige appeller om smarte fagtilbud til forskelle i skolernes almene
tilgangsvinkel. Eleverne vil ikke kun vælge efter fagtilbud, men også efter de samfunds‐,
menneske‐ og natursyn, som de enkelte skoler står for. Det vil igen befordre, at skolerne
begynder at tage livtag om disse holdningsprægede emner, også med hinanden. Den levende
grundlagsdebat kan igen få mere rum i højskolekredsen.
Nogen kan mene, at kravet om redegørelser for værdigrundlag og årlige evalueringer,
betyder et statsligt overgreb på skolernes frihed. Det kan jeg ikke se. Staten vil ikke
blande sig i skolernes indholdsmæssige syner og særlige tolkninger af det almene sigte,
men blot sikre at der er syner og alment sigte til stede. Den indholdsmæssige frihed antastes
ikke, men kun friheden til at være indholds‐ og holdningsløs. En løsagtighed, som
den frie markedskonkurrence til stadighed fremelsker, og som staten nu ønsker at sætte
begrænsninger for. Den statslige kontrol må ses som et værn mod, at de rå markedskræfter
tømmer skolerne for deres ånd og sigte. For uden denne kontrol og sikring af
fælles spilleregler kan de enkelte skoler have svært ved at gå mod strømmen.
Men forudsætningen for, at staten kan føre et sådant tilsyn og skabe den justits i højskole‐verdenen,
som højskolernes forening ikke selv har kunnet sikre, må være, at ministeriets
folk udvikler konkrete retningslinjer. Der må fastlægges ”håndtag”, så ministeriet
får en reel mulighed for at kontrollere, at mindst halvdelen af undervisningen har et
alment sigte, og at mindst halvdelen af tiden bruges på en undervisning, der ikke er snævert
færdighedsrettet. Ministeriets tilsyn vil garanteret komme ud i gråzoner og møde
hård modstand fra de berørte skoler. Ministeriet kan stå som skurken og højskoleforeningens
modstander. Det vil være en trist udvikling. Derfor burde både ministeriet og
folkehøjskolernes forening se en fælles interesse i at få dannet et fælles forum, hvor man
drøfter og fastlægger retningslinjer for ”kvalitetssikringen” af det almene sigte og rammerne
for de årlige evalueringer. Ministeriets folk er selvsagt forpligtet af lovens ånd og