Læs specialet - Jordemoderforeningen

Teoretisk analyse
aborterede foster, fylder således meget i vores interviews, og det er et spørgsmål, der
ligeledes har været genstand for undersøgelse i andre studier.
Ifølge Risøy bunder spørgsmålet om at se og holde barnet i en forståelse af sorg, hvor
kvinden ved dette ritual får noget at sørge over. Barnet får sin egen identitet med egne
kendetegn, og når forældrene ved, hvad de sørger over, bliver det lettere at sørge (Risøy
2009: 309). Det er den samme forståelse af sorg, som Landsforeningen Spædbarnsdød
opererer ud fra. Undertrykkelse af sorg bliver her anset som skadeligt.
Blandt jordemødrene i vores undersøgelse er der bred enighed om, at det er gavnligt at se det
aborterede foster, især for kvinderne med de ønskede graviditeter. Stort set alle jordemødre
siger eksplicit, at de gerne presser lidt på for at få kvinden til at se fostret, da de er af den
opfattelse, at dette hjælper kvinderne i deres efterfølgende sorgproces:
”Det er også derfor, at dem der gerne vil have det, ser deres barn. Og også de,
der ikke vil, presser vi ret meget til det. Selvfølgelig afhængig af hvilken
situation, der ligger bag, men det tror jeg, jordemødre er rigtig gode til.”
- Anna
”Jeg presser meget på, og jeg bruger min autoritet og min erfaring og siger:
”Jeg har erfaring med, at det er bedst at se barnet”, og så er det, jeg siger:
”Nu skal du høre, nu lægger jeg det over i vuggen, og så føder vi moderkagen,
og så får du tøj på og så får du en kop te” og så fortæller jeg lidt om barnet, og
så langsomt trækker jeg det hen. Jeg presser meget, fordi jeg ved, at det er en
god idé. Og jeg fortæller meget om, hvordan de ser ud. Jeg har aldrig oplevet
nogen, der ikke ville se det, og jeg har aldrig oplevet nogen bagefter sige, at de
fortryder. Jeg har kun oplevet, at de siger: ”Jeg er glad for, at du pressede mig
til det, for jeg var bange for det, og hvor var det dog anderledes, jeg troede at
det så meget farligere ud”.” - Åse
Ved at presse kvinder/par til at se det aborterede abort, selvom de måske i første omgang
fravælger dette, bliver jordemødrene bærere af en bestemt orden. Jordemødrene har kulturel
kapital i form af deres uddannelse, hvilket giver dem ”autoritet” og en tro på, at de er ”rigtig
gode til” at vurdere, hvad der er godt for kvinder, og få dem til at følge deres anbefalinger.
Ifølge Eriksen har de voksne kvindelige professionelle en form for definitionsmagt, som er
uddelegeret af staten til de professionelle. Samtidig er de svage – i dette tilfælde de gravide
kvinder – afhængige af de reaktioner, der kommer fra de professionelle (Eriksen 2007: 450).
Hvad jordemødrene anbefaler kvinderne om sorgarbejde bliver dermed godtaget.
Side | 105