Læs specialet - Jordemoderforeningen

Teori
konkrete løsninger i den specifikke situation (Birkler 2006: 144-145). Ifølge Birkler kan de
etiske retningslinjer således heller ikke erstatte en etisk dannelse, men vil først og fremmest
kunne sætte fokus på professionens værdigrundlag som det udgangspunkt, hvorfra
professionen bør tage form (ibid.: 140-141). Chambliss deler dette synspunkt og hævder, at
den akademisering af bioetiske problemstillinger, vi ser med undervisningen i etik på en lang
række sundhedsvidenskabelige uddannelser, er irrelevant. Det, der betyder noget, er praksis
(Chambliss 1996: 6). En praksis, hvor sædvanerne allerede ligger gemt som tavs viden i form
af rutiner, traditioner og strukturer. Det er igennem praksis, at etikken ikke blot er mulige
handlinger, men ufravigelige handlinger (Birkler 2006: 142-144: Chambliss 1996: 6).
Etikken er med andre ord habitueret.
5.5.2 Etiske problemstillinger indlejret i jordemoderprofessionen
Ifølge Chambliss lider sygeplejersker under det forhold, at det i kraft af deres uddannelse
kræves, at de yder omsorg for deres patienter. Det ligger således i deres uddannelse, at de
skal yde følelsesmæssigt arbejde, der af patienten skal føles spontant og ægte (Chambliss
1996: 2). Denne problemstilling ligger i forlængelse af ovenstående afsnit om det personlige
og professionaliserede, hvor vi gjorde rede for, at det netop kræves af jordemødre, at de
bruger sig selv i arbejdet.
Med inspiration fra Chambliss (1996: 3) har dét, at jordemødrene i dag er ansat på
hospitalerne, ligeledes konsekvenser for hvilken etik, der gør sig gældende inden for
professionen. Jordemødrene skal indordne sig under de rutiner og retningslinjer, der gælder
på det pågældende hospital, hvilket kan gøre det svært at være et moralsk individ, da man
således ikke selv er herre over rammerne for sit arbejde. Jordemødrene kan derfor ikke
nødvendigvis få lov at udføre deres arbejde på en måde, der er i overensstemmelse med deres
egen eller professionens etik.
I Chambliss’ undersøgelse er han inde på, at sygeplejens moralske kerne – forpligtelsen til
omsorgen for patienten som en “hel person” – bliver begravet under kliniske direktiver og de
finansielle og administrative dagsordener på et moderne hospital. I et miljø, hvor ens arbejde
bliver styret af andre, hvordan kan en person så hævde sin egen moralske integritet?
(Chambliss 1996: 3). Dette spørgsmål finder vi i høj grad også relevant i forbindelse med
Side | 58