Læs specialet - Jordemoderforeningen

5.2.2 Normalitetens vogtere
Teori
Den typiske professionelle i velfærdsstaten kan beskrives ud fra forholdet mellem det
normale og det afvigende. Det er kun på grundlag af viden om eller en afgørelse af, hvad der
er sundhed, normal adfærd og retfærdighed, at det er muligt at observere og træffe
foranstaltninger mod sygdom, afvigende adfærd og uretfærdighed. Velfærdens aktiviteter
forudsætter derfor altid en skelnen mellem det rationelle og det irrationelle, det normale og
det unormale. Som sammenfattende begreb for denne professions ”væsen” udgør dens
medlemmer normalitetens vogtere, idet deres særlige kompetence består i at identificere det
gode og rette liv og dermed også at udpege misforhold (Brante 2005: 24). Fælles for de
velfærdsstatslige professioner er, at de kvindedominerede professioner yder
velfærdstjenester, hvis hensigt netop er at opretholde velfærdsstaten og kontrollere
normaliteten i samfundet (Eriksen, in press: 7; Eriksen 2007: 443). I denne forbindelse kan
man se jordemødrene som normalitetens vogtere, idet de netop med deres arbejde med sene
provokerede aborter er med til at ”opretholde” det normalitetsbegreb, der anlægges i
samfundet og som bl.a. kommer til udtryk i abortsamrådenes og abortankenævnets praksis og
i retningslinjerne for de fosterdiagnostiske tilbud.
5.3 Hvad er professionsidentitet og hvordan dannes den?
De klassiske professionsteorier kan forklare, hvorfor vi har de professioner, vi har i dag, og
hvorfor der sker ændringer over tid. Men de kan i mindre grad sige noget om den specifikke
professionsidentitet eller professionspraksis, der kendetegner en profession (Jørgensen &
Eriksen 2005: 11). Det, der kendetegner professioner er, at deres udøvere identificerer sig
med og agerer i et givet felt. I vores undersøgelse af jordemødre anskuer vi dette felt som
værende det sundhedsprofessionelle felt. Et felt kan, ifølge Bourdieu, beskrives som et ”sted”
eller en ”social arena”, hvor sociale relationer konkret udfoldes, hvor agenters habitus sættes
i spil, og hvor de faktisk handler. Felterne er således ikke fysiske opdelinger i et samfund,
men i stedet relationelt konstituerede størrelser (Wilken 2005: 222).
Ifølge Wackerhausen kan man tale om professionsidentitet både i relation til det almene,
professions-institutionelle niveau (fx som den kommer til udtryk gennem fagforeninger) og
det konkrete, individuelle praktikerniveau (Wackerhausen 2002: 53). De professions-
institutionelle formuleringer af professionsidentiteten vil dog højst udgøre en delmængde af
Side | 50