Læs specialet - Jordemoderforeningen

Teoretisk analyse
”Når det først er kommet dertil, så kan jeg lægge min holdning til det her et
andet sted. Altså, hun skal have en ordentlig behandling, og parret skal have en
ordentlig behandling, og de skal ordentligt igennem det her.” - Bente
I Bente og Pias fortællinger kommer det til udtryk, at de har en klar opfattelse af, hvad denne
”ordentlige” omsorg og behandling indeholder. I jordemødrenes diskurser om egen rolle i
relation til sene provokerede aborter er kernen, at de skal forholde sig professionelt og derfor
må tilsidesætte egne holdninger, da dette kan forstyrre den ”ordentlige” behandling. I
relation til Chambliss’ teori kan man tale om, at arbejdet kommer først – før personlige
reaktioner. De professionaliserede kundskaber, afgrænsningen af personlige emotioner,
rutinisering og hospitalets særlige procedurer er således med til at beskytte den moralske
orden, dvs. at jordemødrene kan opfatte deres handlinger som moralsk acceptable.
Ovenstående citater viser, hvordan man som professionel hele tiden må bruge sig selv som
redskab i mødet med den anden, men også hvordan man sætter det professionaliserede ind
som en afgrænsningsfaktor. Jordemødrene må således rationalisere bestemte følelser af
ambivalens eller indre konflikter, som opstår, fordi det professionelle arbejde går imod egne
ideologiske eller etiske overbevisninger.
7.1.4 Rationalisering
Tilladelserne til de sene provokerede aborter er bestemt af lovgivningen, abortsamrådene og
abortankenævnet, idet disse fastsætter bestemmelserne for, hvad der bliver anset som
legitime og illegitime grunde til abort. Hvad der anses som legitimt er samtidig udtryk for
samfundets normalitetsforståelse. Det er denne etablerede normalitetsforståelse, som danner
rammerne for, hvilke typer af sene provokerede aborter, jordemødrene arbejder med, og
dermed hvilken normalitetsforståelse de bliver vogtere af.
I det følgende fortæller Kirsten om at skulle smide det aborterede foster i ”affaldstønden”
efter en abort på social indikation, hvor kvinden var misbruger – det er proceduren på
hospitalet, og her indordner hun sig trods indre konflikt:
”Jeg er faktisk som regel rigtig rigtig enig, eller jeg har ikke prøvet ikke at
være enig ved misdannelserne, og jeg tror såmænd også, jeg var enig med
hende misbrugeren – det er bare, at én ting er at være enig, en anden ting er at
stå midt i det, og egentligt var det også mest det med at vippe den [det
aborterede foster] ud. Jeg gad godt at have ydet den en eller anden form for
Side | 78