Læs specialet - Jordemoderforeningen

7.3.5 Vidensopsamling om Personliggørelse af det aborterede foster
Teoretisk analyse
Det aborterede fosters status har ændret sig. Fra at være et foster bliver det nu anskuet som et
barn. Bag denne ændring ligger både lovgivningen, der efter 22. graviditetsuge klassificerer
fostre som børn, men også en stigende anerkendelse af den sorg, der for kvinden/parret kan
være forbundet med en sen provokeret abort, særligt hvis der er tale om et ønskebarn.
Med udviklingen har også fulgt, at der i dag udføres en række ritualer ved de sene
provokerede aborter. Disse ritualer består bl.a. af at præsentere det aborterede foster for
forældrene på en pæn måde, at tage billeder samt fod- og håndaftryk og at fostret kan
begraves. Dette gøres for at give kvinden/parret nogle minder om barnet, hvilket har til
erklæret formål at lette den sorgproces, der ifølge jordemødrene er forbundet med en sen
provokeret abort.
Vi finder således, at udførelsen af disse ritualer er udbredt praksis blandt jordemødrene, og at
de herigennem er med til at dramatisere og sentimentalisere de sene provokerede aborter.
Resultaterne af andre undersøgelser af det at vise forældrene fostret og at give dem konkrete
minder efter en sen provokeret abort peger dog også i forskellige retninger i forhold til
gavnligheden for forældrene. De problematiserer netop det, at sundhedsprofessionelle er i en
position, hvor de kan presse på for at kvinden/parret skal gennemgå disse ritualer.
Jordemødrene i vores undersøgelse besidder ligeledes en kulturel kapital, der gør dem i stand
til at presse på for at kvinden/parret ser det aborterede foster og får minder herom og dette
uden at det fremstår illegitimt.
Jordemødre er socialiseret ind i en bestemt disciplineret faglighed af procedurer og
anbefalinger i forhold til de sene provokerede aborter. Jordemødrene legemliggør praksis
omkring at se barnet og skabe konkrete minder og sender hermed et signal om, at det er det
bedste for kvinden/parret i den sorgproces, de ifølge jordemoderen gennemgår. Når
jordemødre holder fast i disse procedurer og anbefalinger bliver det ”det normale”. På den
måde skaber jordemødrene, jf. Chambliss, orden i kaos.
Hensynet til kvinden/parret fylder for jordemødrene meget i udførelsen af ritualerne.
Samtidig er det dog også en mulighed, at der ligger et hensyn til jordemoderen selv bag. Ved
at personliggøre fostret kan jordemødre opleve, at den handling, der udføres, bliver mindre
etisk problematisk. Aborten får mere karakter af en almindelig fødsel, og herved mindskes
Side | 111