Læs specialet - Jordemoderforeningen

Teoretisk analyse
gør jeg for eksempel ikke. Jeg har gjort det en enkelt gang, og det er jo sådan
noget med, at man bliver grebet af situationen. Og indtil jeg selv gjorde det, så
synes jeg faktisk, at dem, der gjorde det, var lidt uprofessionelle. For mig er det
meget vigtigt, at det er forældrenes sorg, der får lov til at fylde, for dem er det
jo noget, de skal bære resten af livet. For mig er det jo noget, jeg tænker på, og
jeg kan huske de situationer, men det er jo ikke noget, som jeg sådan vil bære
med mig på samme måde. Men man kan jo altid stå i en situation, hvor man
bliver grebet af stemningen.” - Pia
Her fremgår det, at Pia har forståelse for, at man som jordemoder kan blive grebet af
situationen og blive påvirket, men at hun selv forsøger at forholde sig mere følelsesmæssigt
distanceret, og at hun undgår at lade det fylde i hendes bevidsthed efterfølgende.
Åse udtrykker ligeledes en følelsesmæssig distance til arbejdet med sene provokerede
aborter:
”Jeg bliver ikke påvirket af det. Det betyder ikke, at jeg ikke kan synes, at det er
sørgeligt, men jeg er kun optaget af den mor og hvad for en oplevelse, hun skal
have, og at hun skal føle sig så godt behandlet som muligt.” - Åse
Åse etablerer en distance, inden hun går ind i arbejdet med den aborterende kvinde – hun ser
som sit primære fokus, at kvinden skal have en god oplevelse og jordemoderfaglig støtte og
omsorg. Dette er fokus for hende ved både almindelige fødsler og abortfødsler, hvorfor hun,
efter eget udsagn, i princippet kunne tage sig af sene provokerede aborter eller dødfødsler
hver dag:
”Jeg tænker, at min opgave er, at den kvinde skal have en så god oplevelse,
som man nu kan skaffe hende, og man skal være der for hende og støtte hende i,
at det lille menneske skal have – hvis det har et liv, når det kommer ud - et godt
liv, og hvis ikke det har, at hun kan tage ordentligt afsked med det. Så kunne jeg
sagtens ikke bestille andet. Jeg kunne tage imod døde børn hver dag.” - Åse
Pia og Åse har begge flere års jordemodererfaring og omfattende erfaring med sene
provokerede aborter og dødfødsler. De er blevet disciplineret til at afgrænse de personlige
emotioner og rumme kvindens lidelse gennem deltagelse i en lang række praksisfællesskaber.
I relation til Brantes pointe om, at velfærdsstatens professioner fungerer som normalitetens
vogtere, kan jordemødrenes følelsesmæssige distancering til arbejdet med de sene
provokerede aborter ses som en nødvendighed for, at de kan være med til at ”opretholde” det
normalitetsbegreb, der anlægges i samfundet.
Side | 75