Læs specialet - Jordemoderforeningen

Teori
sundhedsprofessioner inden for de institutionelle rammer, hvor arbejdet med de sene
provokerede aborter foregår.
5.3.1.1 Habitus
Man kan ifølge Wackerhausen ikke finde frem til en professions identitet ved alene at spørge
de relevante professionsudøvere, selvom de vil kunne fortælle om en række antagelser,
principper, professionsidealer, værdier m.v., som de mener ligger til grund for deres praksis
(Wackerhausen 2002: 59). Der er derimod langt flere træk, mønstre, prioriteringer,
selvfølgeligheder, kommunikative budskaber og problemopfattelser i en praksis end dem,
som praktikeren formidler og dermed er bevidst om (ibid.: 60). Man kan med Bourdieus
begrebsramme sige, at praksis er habitueret. Habitus er en form for social skæbne, som
individet socialiseres ind i, der bl.a. udstyrer individer med strukturelle dispositioner for
praktisk adfærd (Wilken 2005: 216-217). Habitus er et sæt tillærte dispositioner for at handle
på bestemte måder (Prieur 2006: 39) og kan ses som de indoptagne koder i kroppen og
sindet, som bestemmer, hvordan vi tænker, handler, opfatter, vurderer og orienterer os i en
given sammenhæng (Eriksen, in press: 5). Disse koder eller dispositioner er i det væsentligste
ubevidste (Prieur 2006: 39). Habitus er et begreb, der ”forholder sig til det, folk gør, og som
er designet til at forklare, hvorfor de gør, som de gør i de kontekster, de gør det i” (Wilken
2005: 215). Habitusbegrebet kan således ses som beslægtet med begrebet professionsidentitet
(Wackerhausen 2002: 56). Professionsfællers relativt fælles identitet og deres daglige praksis
vil således kunne anskues som især styret af de habituerede handlingsrutiner (ibid.: 65).
Gennem iagttagelse, imitation og adaption af andre professionsfællers praksis dannes
væsentlige elementer i professionsidentiteten gradvist (ibid.: 67-68+71).
Ud fra sin praksisteori argumenterer Bourdieu for, at det en aktør kan sige om sin handlen i
eksempelvis et interview, almindeligvis er noget andet end sandheden om denne handlen, da
den som regel vil være båret frem af en praktisk og ikke verbaliseret logik, og spørgsmål til
denne praksis tvinger aktøren til at indtage en teoretisk og ikke en praktisk indstilling til
denne handling (Prieur 2006: 28-29). Vores empiri har derfor status af at være jordemødrenes
diskurser om egen tilgang til og praksis omkring sene provokerede aborter og afspejler derfor
ikke nødvendigvis virkeligheden.
Den etablerede professions praksis legemliggør en lang række antagelser, prioriteringer,
forestillinger, klassifikationer og idealer (Wackerhausen 2002: 75). Derfor kan man også
Side | 53