Hent som pdf-dokument - Skatteministeriet

Notat om der lovgives for specifikt og for detaljeret på skatteområdet Bilag 2
Om de sager, hvori spørgsmålet om rækkevidden af grundlovens § 43 er fremme,
bemærkes:
U 1938.1047 (s. 31) synes meget vidtgående, således som også Germer og
Mogens Glistrup er inde på. Muligvis ville sagen have fået et andet udfald,
såfremt Højesteret havde fået lejlighed til at tage stilling til spørgsmålet om
grundlovmedholdeligheden af statsskattelovens § 42, stk. 5. Omvendt har
Højesteret nok tidligere været mere tilbageholdende med at tilsidesætte en lov
som grundlovsstridig, således som Mogens Glistrup og Ernst Andersen er inde på.
Udfaldet af sagerne U 1977.31 H og U 1977.37 H (s. 32) kan muligvis - således
som Zahle og Germer anfører - skyldes, at grundlovens § 82 indeholder en særlig
vidtgående delegationsadgang vedr. kommunale anliggender. Efter bestemmelsen
kan lovgivningsmagten således f.eks. bemyndige de kommunale myndigheder til
at fastsætte størrelsen af de kommunale skatter og afgifter.
Udfaldet af U 1988.795 (s.33) synes rigtigt al den stund, at praksis på området for
fradrag for husførelse er sagligt begrundet.
I U 1993.757 H (s. 33) anfører Østre Landsret og Højesterets flertal, at der ved
fastlæggelse af størrelsen af gebyrer kan tages hensyn til omkostninger i bredere
forstand - selv om der må være visse begrænsninger. Højesteret finder ikke, at
denne forståelse af grundlovens § 43
“giver anledning til betænkeligheder henset til de muligheder, som lovgivningsmagten i dag har
for at have indseende med Centraladministrationens forvaltning af givne bemyndigelser af denne
art.”
Ligesom Justitsministeriet og en række statsretlige forfattere synes Højesterets
flertal at se grundlovens § 43 som en sikring af Folketingets eksklusive
lovgivningskompetence. Da grænserne mellem skatter og afgifter omfattet af
grundlovens § 43 og afgifter og gebyrer, der falder uden for
grundlovsbestemmelsen, er flydende, er det spørgsmålet, om ikke også Højesteret
på tilsvarende måde kunne tænkes at se bort fra hensynet til lovgivningsmagten,
hvis retten fik forelagt spørgsmålet, om en delegationslovgivning var i strid med
grundlovens § 43, 1. led.
99