Hent som pdf-dokument - Skatteministeriet

Notat om der lovgives for specifikt og for detaljeret på skatteområdet Bilag 2
“a. At en skat kun kan pålægges, forandres eller ophæves ved lov betyder, at det ikke kan ske
ved bemyndigelsesanordning ifølge lov. At det ejheller kan ske ved prærogativ anordning er
en selvfølge. Derimod udelukker bestemmelsen ikke at skat kan normeres ved finanslov;
ejheller at underordnede iværksættelsesforskrifter fastsættes ved anordning ifølge lov. - At
skatter under en demokratisk forfatning ikke kan pålægges af kongen (regeringen) på egen
hånd uden nogen medvirken eller bemyndigelse fra folkerepræsentationens side, altså ved en
selvstændig eller prærogativ anordning er en selvfølge. Selv om man med ældre teori ville
antage en vis i grundlovens § 3 hjemlet, selvstændig anordningsmagt for kongen, måtte
beskatning oplagt falde uden for dens område. Dette har jo nemlig altid været bestemt gennem
friheds- og ejendomskriteriet - og ingen vil vel påstå, at skattenormerne ikke angår borgernes
ejendom.
Når derfor grl. § 43 bestemmer, at ingen skat kan pålægges, forandres eller ophæves uden ved
lov, må dette tage sigte på, at sådanne bestemmelser ikke kan træffes ved anordning ifølge lov.
Der er altså tale om et af grundlovens specielle forbud mod bemyndigelser til administrationen.
Dette er forståeligt nok. Beskatningsreglerne er af så tungtvejende betydning for såvel
borgerne som statsstyret, at det er rimeligt at kræve, at Folketinget selv umiddelbart fastsætter
disse regler og ikke overlader denne forretning til en minister.
Derimod kan der ikke være noget i vejen for, at en skattelov bemyndiger administrationen til at
træffe visse underordnede iværksættelsesforskrifter. Således er bestemmelsen også blevet
forstået i praksis*). I visse tilfælde er man dog gået videre end forsvarligt.**)
Det er ovenfor påvist, at der intet holdepunkt er for den antagelse, at grundlovens § 43 skulle
sigte på at udelukke, at skatter pålægges ved finanslov.
Spørgsmålet om rækkevidden af grl. § 43 med hensyn til delegation af myndighed til at pålægge
told blev rejst i Folketinget i 1956 i forbindelse med et forslag til lov om værn mod dumpning
m.v., hvorefter der skulle tillægges finansministeren bemyndigelse til under visse betingelser at
træffe beslutning om pålæg af antidumpningstold. Finansministeren (Kampmann) udtalte...,”at en
bemyndigelse til under visse nærmere angivne omstændigheder at pålægge en på ligeledes
nærmere angiven måde beregnet afgift ikke kan anses for at være stridende mod
grundlovsforskriften (grl. § 43).” “Jeg kan tilføje”, fortsatte ministeren, “at denne betragtning i høj
grad støttes af den gennem årene fulgte lovgivningspraksis.” Over for vedkommende
folketingsudvalg uddybede ministeren senere sit synspunkt ved at henvise til otte lovbestemmelser
fra de senere år som dokumentation for, at en vis delegation havde fundet sted. Der blev indhentet
responsa fra professorerne Poul Andersen og Ernst Andersen, af hvilke den første mente, at den
påtænkte bemyndigelse ville være i strid med grl. § 43, medens den sidste var af modsat anskuelse.
Lovforslaget blev imidlertid ikke færdigbehandlet inden nyvalg i 1957, og blev ikke senere
genfremsat. Fortolkningsspørgsmålet fandt altså ingen afgørelse ved den lejlighed. Nogle år
senere blev der ved lov nr. 45 af 29. februar 1960 om ændringer i toldloven givet finansministeren
en lignende bemyndigelse, dog under noget strammere betingelser.
Finansministerens ovenfor citerede udtalelse kan tiltrædes - men spørgsmålet bliver rigtignok,
hvilke krav der må stilles til de “nærmere angivne omstændigheder”, hvorunder bemyndigelsen
kan benyttes og “den nærmere angivne måde”, hvorpå afgiften kan beregnes. Det ledende
65