Hent som pdf-dokument - Skatteministeriet

Notat om der lovgives for specifikt og for detaljeret på skatteområdet Bilag 2
indeholdende noget forbud imod, at lovgivningsmagten bemyndiger skatteministeren til at
fastsætte visse underordnede iværksættelsesforskrifter. Ligeledes udelukker grundlovens § 43
ikke, at de nærmere regler til lovens forståelse og anvendelse fastsættes af skatteministeren i en
bekendtgørelse (anordning), der er udstedt med hjemmel i den pågældende lov. Det kræves blot, at
det materielle skattekrav fastsættes ved lov.
På skatterettens område gøres der da også som bekendt en udstrakt brug af bemyndigelser til
skatteministeren, hvilket altså ikke er uforeneligt med grundlovens § 43 og heller ikke uforeneligt
med grundlovens bestemmelser i øvrigt.
Da en anordning står på et lavere trin end lov i den retlige trinfølge, kan den ikke uden hjemmel
i en lov ændre en lov. Er der imidlertid hjemmel i loven til at udstede bekendtgørelser, der ændrer
en bestående lov, er dette forfatningsretligt gyldigt. På skatterettens område forudsætter dette dog,
at bemyndigelsesloven er forenelig med grundlovens § 43. Sådanne bekendtgørelser, der kan
fravige en lov, siges at have derogatorisk kraft.
Der er delte meninger om rækkevidden af delegationsforbuddet i grundlovens § 43, jf. Peter
Germer, Statsforfatningsret, 2. udg. 1995, p. 82 ff. Det kan derfor heller ikke undre, at
spørgsmålet jævnligt bliver rejst i den skattepolitiske debat som følge af den mere og mere
udstrakte brug af anordninger om væsentlige skatteretlige spørgsmål.”
Forfatterne henviser herefter til den debat, der var om indførelsen af
kildeskattelovens § 55A, og som er nævnt nedenfor i afsnit 5.1. Endvidere
henvises til dommene i U1977.31 H, U 1977.37 H og U 1993.757 H, som alle er
omtalt i afsnit 6.
Forfatterne siger herefter på side 43 f:
“Delegation af lovgivningskompetence til skatteforvaltningen sker endvidere ved anvendelse af
den såkaldte dispensationslovgivning. Forholdet er det, at mange skattelove især i tilfælde, hvor
der foreligger mulighed for omgåelse, bevidst hjemler adgang til beskatning i videre omfang end
rimeligt. I erkendelse af, at sådan lovgivning også vil komme til at omfatte tilfælde, som det ikke
var hensigten at ramme, indeholder loven adgang for skatteforvaltningen til diskretionært og
upåankeligt at afgøre, under hvilke betingelser dispensation kan gives. Som eksempler på
dispensationslovgivning kan nævnes ligningslovens § 16 A, stk. 2, og 16 B, stk. 2, hvorefter
tilbagebetaling af aktiekapital og den fulde salgssum ved et selskabs køb af egne aktier anses som
skattepligtigt udbytte, medmindre dispensation opnås.
Et andet eksempel var de tidligere bestemmelser i fondsbeskatningslovens § 3, stk. 3 og 4,
hvorefter skatteministeren kunne dispensere fra den generelle skattepligt for gaver til fonde.
Herom udtaler Erik Overgaard i TfS 1991 nr. 286 p. 641:
“Når bestemmelserne i § 3, stk. 3 og 4, efter min opfattelse balancerer på kanten af grundlovens
§ 43, skyldes det, at man i lovteksten fastslår skattepligt for alle gaver, medens der fremgår en
anden hovedregel af lovens motiver. Såfremt det er Folketingets mening, at det, der står i lovens
motiver, skal gælde, virker det som en omgåelse af grundloven at vedtage, at alle gaver i
81