Hent som pdf-dokument - Skatteministeriet

Notat om der lovgives for specifikt og for detaljeret på skatteområdet Bilag 2
domme, som Zahle hér henviser til, vil nærmere blive omtalt under afsnit 6:
“Dette delegationsforbud afskærer - som andre delegationsforbud - ikke fra enhver delegation.
Administrative og tekniske regler omkring opgørelsen af indkomsten, skatteberegning og
opkrævning af skatten kan derfor gives i bekendtgørelse i henhold til loven. Vidtgående er UfR
1993.743H og UfR 1993.828H. Sml cirk. nr. 12 af 11. 1. 1995 om bemærkninger til § 11. Hvor
afgrænsningen af den skattepligtige personkreds og opgørelsen af den skattepligtige indkomst er
lovbestemt, er det ikke i strid med grundlovens § 43 at overlade til kommunerne at fastsætte
udskrivningsprocenten, se således lov om kommunal indkomstskat (lbkg. nr. 620 af 25. 9. 1987) §
6, hvorefter kommunal indkomstskat svares med den udskrivningsprocent, der fastsættes af kommunalbestyrelsen
for det pågældende år. Jf. herved også bemyndigelsen til kommunalbestyrelserne
til at fastsætte grundskyldspromillen i den enkelte kommune i lov om beskatning til
kommunerne af faste ejendomme (lbkg. nr. 808 af 4. 12. 1990). Dette synspunkt er lagt til grund i
UfR 1977.32 H, der omhandlede den i restaurationslov (nu lov nr. 256 af 6.5. 1993 § 26, stk. 4)
indeholdte bemyndigelse til kommunalbestyrelsen til at fastsætte en afgift for tilladelse til at have
spilleautomat (enarmet tyveknægt) i en restauration. Vestre Landsret lagde til grund, at denne
lovbemyndigelse ikke var begrænset til fastsættelse af afgifter, hvis størrelse modsvarede det
offentliges udgifter vedrørende de meddelte tilladelser (der var altså tale om en skat i grundlovens
§ 43´s forstand), men fandt det ikke “uforeneligt med grundlovens § 43 at overlade til
kommunalbestyrelsen at fastsætte størrelsen af afgiften”. Dette tilsluttede Højesteret sig, jf.
tilsvarende UfR 1977.37H. Kommunal beskatning er omfattet af grundlovens § 43, men
kommunerne kan måske i medfør af grundlovens § 82 antages at have en vis særlig frihed, jf. P.
Germer 1988, s. 101.”
Det omtalte cirkulære nr. 12 af 11. januar 1995 har titlen “Cirkulære om
bemærkninger til lovforslag og andre regeringsforslag”. § 11 - som Zahle ovenfor
henviser til - har følgende ordlyd:
“§ 11. Såfremt der ved lovforslaget skabes hjemmel for opkrævning af gebyrer m.v., er
udgangspunktet, at gebyret skal dække de modsvarende omkostninger. Tilsigtes en lavere
dækningsgrad, bør der redegøres herfor i lovbemærkningerne.
Stk. 2. Afgifter af skattemæssig karakter kan kun fastsættes ved lov, d.v.s. beløb eller
beregningsmåde skal fremgå af loven. Tilsvarende gælder for gebyrer m.v., der fastsættes således,
at provenuet må forventes at ville overstige omkostningerne.”
I modsætning til sin tidligere udgave af statsforfatningsretten gentager Zahle ikke
de kriterier, som efter hans opfattelse - i den foreløbige udgave af
statsforfatningsretten - bør være afgørende for grænsedragningen vedr.
delegationsforbuddets rækkevidde. Derimod siger han generelt i afsnittet på side
359:
68