Hent som pdf-dokument - Skatteministeriet

Selskabers ophør i forhold til udløsningen af likvidationsbeskatningen af aktionærerne m.v.
opkrævningerne havde haft krav på tilbagebetaling af den erlagte skat, og at
fordringen var rentebærende siden beskatningsårene. Vi finder herefter, at selskabet
ved likvidationen ejede en fordring, som sagsøgeren fik ejendomsret til i 1989 i
forbindelse med selskabets likvidation. Ved likvidationen accepterede
skattemyndighederne uden forbehold, at selskabet overdrog den bestridte fordring
vederlagsfrit til sagsøgeren, der var aktionær i selskabet. Efter Landsskatterettens
kendelse den 19. juni 1992 viste det sig, at fordringen havde en værdi på 421.827 kr.
Sagsøgeren havde herefter opnået en kursgevinst, der ikke er grundlag for at beskatte,
og vi stemmer derfor for at tage sagsøgerens principale påstand til følge.” Sagsøger
ansås således ikke skattepligtig af provenuet fra skattesagen.
Det udtales ikke udtrykkeligt, men flertallet ser ud til at mene, at udlodningen af
retten til at videreføre skattesagen må anses for at være en udlodning af en fordring
i kursgevinstlovens forstand. Om dette er korrekt kan diskuteres. Spørgsmålet er, om
et eventualkrav kan anses for en fordring i kursgevinstlovens forstand - eller om der
først foreligger en fordring i kursgevinstlovens forstand, når eventualkravet
aktualiseres.
Kammeradvokaten gjorde under sagen gældende, at aktionæren i 1989 alene havde
fået overdraget retten til at gennemføre en klagesag mod skattemyndighederne. Der
forelå på dette tidspunkt ikke et retligt krav på betaling af overskydende skat og
rentegodtgørelse, hvorfor der ikke var tale om en fordring omfattet af
kursgevinstloven, men alene om et eventualkrav. Retten til betaling af overskydende
skat og rentegodtgørelse fik først den fornødne aktualitet og realitet ved
Landsskatterettens kendelse af 19. juni 1992. Kammeradvokaten gjorde på dette
grundlag gældende, at der i sagen ikke var tale om en værdistigning, men at der
derimod var tale om, at der i 1992 konstateredes eksistensen af en skattepligtig
udlodning, jf. ligningslovens § 16 A, og aktieavancebeskatningslovens § 1, stk. 3.
Den dissentierende dommer tiltrådte Kammeradvokatens argumentation.
Efter kursgevinstlovens § 1, omfatter loven gevinst og tab ved hel eller delvis
indfrielse af pengefordringer. Hvad der skal forstås med pengefordringer beskrives
i bestemmelsens forarbejder (FT 1985/86, Tillæg A, sp. 583), hvor det anføres:
227