Hent som pdf-dokument - Skatteministeriet

Notat om der lovgives for specifikt og for detaljeret på skatteområdet
4.2. Detaljeringsgraden i svensk skattelovgivning
Det svenske Finansdepartement, har i en udtalelse af 5. november 1998 udtalt følgende
om spørgsmålet:
“I lighed med dansk lovgivning forskrives det i grundloven (Regeringsformen 2. kap. § 10, 2.
stk.), at skat eller statslig afgift ikke bør pålægges i videre omfang end hvad der følger af bestemmelser,
som gælder når den omstændighed indtræffer, som udløser skatte - eller afgiftspligten.
Hvis Riksdagen finder, at der er særlige grunde, der gør det påkrævet, kan loven foreskrive, at skat
eller statslig udgift pålægges, på trods af at loven ikke var trådt i kraft, da omstændigheden indtraf
og regeringen eller Riksdagsudskott da ville havde fremsat et forslag herom på Riksdagen. Med et
forslag sidestilles en meddelelse i en skrivelse fra regeringen til Riksdagen om, at et sådant forslag
er i vente. Riksdagen har også beføjelse til at foreskrive undtagelse på kravet ifølge gældende
forskrift, hvis Riksdagen finder det påkrævet af særlige grunde i forbindelse med krig, krigsfare
eller alvorlig økonomisk krise. Endvidere er det reguleret i Regeringsreformen, at forskrifter om
skat til staten meddeles ved lov.
Bestemmelserne i Regeringsformen indebærer, at lovgivningen må være specificeret for at skat
skal kunne pålægges. En undtagelse er, som De nævner, loven om skatteflugt, som er udformet
som en generalklausul.”
I svensk skatteret findes der således ikke nogen parallel til ordningen i Norge,
hvor Kongen eller Finansdepartementet efter fuldmagt fra Stortinget kan give forskrifter
med materielretligt indhold.
Af Regeringsformens (grundloven) 8. kapitel, § 3, fremgår det, at bestemmelser
om borgernes pligter alene kan vedtages i lovform. Dette holder man strengt på.
Efter § 13 i samme kapitel kan regeringen give “verkställighetsföreskrifter”. Dette
omfatter gennemførelsesregler og nærmere forklaringer med hensyn til fortolkningen
af lovens ordlyd og anvendelse. Disse bestemmelser hjemler ingen ret eller
pligt, som går ud over lovens ordlyd. Regeringen kan også overlade det til underordnede
myndigheder at give sådanne forskrifter, og Riksskatteverket har fået
myndighed til at give forskrifter på nærmere begrænsede områder.
I betænkningen fra Rättssäkerhetskommittén (SOU 1993:63) om “Rättssäkerheten
vid beskattningen” anføres det på side 81 om den materielle skatteret:
“Som nævnt ovenfor hører beskatningen til det såkaldte obligatoriske lovområde (8:3 RF) og forskrifter
om skat må derfor meddeles i lovform. Anvendelsesområdet (utrymmet) for de såkaldte v-
18