Betænkning om aktindsigt i personalesager Afgivet af ... - Krim

139
"...oplysninger om disciplinærforseelser (må) som udgangspunkt betragtes som
"offentlige", men kun for så vidt forseelsen ikke udspringer af forhold i den pågældendes
privatliv. Oplysninger om strafbare forhold, som bevirker, at den pågældende mister sit
decorum, er.... ikke omfattet af adgangen til aktindsigt. Det samme gælder oplysninger
om sygdomsforhold eller om alkoholmisbrug.."
I Vogter m.fl., s. 191 er fra Justitsministeriets sag LA. 1988-543-27 citeret følgende:
"...bestemmelsen i offentlighedslovens § 13 stk. 1, nr. 3. bygger (efter Justitsministeriets
opfattelse) på den forudsætning, at dokumenter i sager om disciplinærforfølgning efter
tjenestemandslovens kap. 4 i almindelighed kan undtages fra aktindsigt efter
offentlighedsloven, da forhørene og retsmøderne - for at varetage væsentlige hensyn til
den pågældende tjenestemand og for at sikre en effektiv retsforfølgning - ikke er
offentligt tilgængelige efter tjenestemandslovens § 21, stk. 7, og de dokumenter, der til-
vejebringes såvel før som under og efter forhør og retsmøder, ikke må offentliggøres, jf.
§ 21, stk. 8-9.
Udtalelser i henhold til tjenestemandslovens § 20, stk. 1,
vil derfor i almindelighed kunne undtages fra adgangen til
aktindsigt."
I besvarelse af spørgsmål S 1293 har Justitsministeriet sammenfattet retstilstanden
således:
"Oplysninger om tjenesteforseelser er også undergivet aktindsigt. Dette gælder dog ikke,
hvis der herved afsløres oplysninger om den pågældendes privatliv eller om et strafbart
forhold. I Justitsministeriets praksis er det endvidere antaget, at oplysninger, der hidrører
fra en disciplinærundersøgelse, som foregår for lukkede døre, jf. offentlig-
gørelsesforbudet i tjenestemandslovens § 21, stk. 8, er undtaget fra retten til aktindsigt"
Umiddelbart kunne man argumentere for, at netop offentligt
ansattes tilsidesættelse af kravet i tjenestemandslovens § 10 måtte være et af
kerneområderne for offentlighedens ret til aktindsigt. Men alligevel indebærer nævnte
retstilstand, at der her er særlige begrænsninger.
I øvrigt bygger ovennævnte betragtninger tilsyneladende på den opfattelse, at en
disciplinær forfølgning normalt indebærer afholdelse af tjenstligt forhør. Dette er ikke
lovens system og er ej heller tilfældet i praksis. Flertallet af disciplinærsager inden for
politiet afgøres efter, at der er afgivet udtalelse efter tjenestemandslovens § 20, men uden
at der er afholdt tjenstligt forhør.