Betænkning om aktindsigt i personalesager Afgivet af ... - Krim

34
des adresse ikke opgives til private. Adressebeskyttelsen bortfalder efter et år, men kan
efter ønske forlænges, jf. § 17, stk. 2.
En adressebeskyttelse er ikke ubetinget. Efter § 17, stk. 3, kan beskyttelsen normalt ikke
opretholdes over for kreditorer, der agter at foretage skridt til opkrævning eller inddrivelse
af en forfalden fordring, og efter stk. 4, kan folkeregisteret også i øvrigt udlevere
en beskyttet adresse til personer, der skønnes at have en retlig interesse heri.
Under offentlighedsloven af 1970 var det almindeligt antaget, at oplysninger, der efter
andre regler var offentligt tilgængelige, ikke kunne tilbageholdes efter den tilsvarende
bestemmelse i denne lovs § 2, stk. 1, nr. 1. Det var således bl.a. antaget, at sædvanlige
folkeregisteroplysninger ikke kunne undtages efter bestemmelsen, jf. 1978-betænkningen,
side 253.
I forarbejderne til den gældende bestemmelse i § 12, stk. 1, nr. 1, er det anført, at der i
forhold til den tilsvarende bestemmelse i 1970-loven tilsigtes en vis udvidelse af adgangen
til aktindsigt, jf. Folketingstidende 1985-86, Tillæg A, sp. 226. Endvidere hedder
det bl.a. følgende:
"Undtagelsesadgangen er principielt knyttet til en generel vurdering af
oplysningernes karakter. Det er lige så lidt som efter den gældende lov
en forudsætning for bestemmelsens anvendelse, at hemmeligholdelse i
det konkrete tilfælde må anses for påkrævet. På den anden side kan det
dog forekomme, at den, hvis forhold en oplysning angår, særligt har tilkendegivet,
at den pågældende for sit vedkommende anser oplysningen
for at tilhøre privatlivets fred. Dette vil efter omstændighederne kunne
begrunde, at oplysningen undtages med hjemmel i bestemmelsen. Dette
gælder f.eks. hemmeligholdte telefonnumre og beskyttede adresser i folkeregistrene."
(fremhævet her)
På den anførte baggrund er det i Justitsministeriets praksis antaget, at ikke-beskyttede
adresser (og ikke-hemmelige telefonnumre) ikke kan undtages efter § 12, stk. 1, nr. 1,
jf. herved også John Vogter, side 188 f., med omtale af Justitsministeriets sag L.A.
1989-523-51. I denne sag udtaltes det bl.a., at patientrådgiveres private adresser og telefonnumre
kun kan undtages fra aktindsigt, såfremt de er hemmelige, henholdsvis beskyttede.
Også i anden forvaltningsretlig litteratur er det anført, at oplysninger, der i forvejen er
frit tilgængelige, f.eks. visse oplysninger i folkeregisteret, ikke kan undtages efter §
12, stk. 1, nr. 1, jf. Hans Gammeltoft-Hansen, side 285.
4.4.3. Særligt om aktindsigt i sager om tjenesteforsømmelser m.v. har Folketingets
Ombudsmand i FOB 1976, side 130 (også omtalt ovenfor pkt. 2.2), anført følgende i
relation til den tilsvarende bestemmelse i § 2, stk. 1, nr. 1, i 1970-loven:
"a) Bestemmelsen i § 2, stk. 1, nr. 1, vil jævnligt være anvendelig,
når den offentligt ansatte har tilsidesat sine pligter ved forhold, han
har udvist uden for tjenesten (decorum).
b) At en offentligt ansat ikke udfører selve tjenesten i et sådant omfang
eller på en sådan måde, som han har pligt til, kan mere eller
mindre bero på forhold, der i almindelighed må betragtes som tilhørende
privatlivet, f.eks. fysisk eller psykisk sygdom, familiære