Betænkning om aktindsigt i personalesager Afgivet af ... - Krim

70
eile disciplinærforseelser fra den ansattes synspunkt under alle omstændigheder må an-
ses for overordentlig følsomme. Sondringen mellem strafbare og ikke-strafbare tjene-
steforseelser, der efter de gældende regler har væsentlig betydning for spørgsmålet om
aktindsigt, er således efter arbejdgruppens opfattelse næppe dækkende for det syn, som
den ansatte har på oplysningernes karakter.
Endvidere kan synspunktet om, at det er afgørende for offentlighedens kontrol med for-
valtningen, at oplysninger om disciplinærforseelser m.v. er undergivet aktindsigt, for-
mentlig trænge til en vis nuancering.
For det første er det næppe uden betydning, hvilken ansat det drejer sig om. Der er ef-
ter arbejdsgruppens opfattelse typisk ikke det samme behov for aktindsigt i disciplinær-
sager m.v. vedrørende underordnede medarbejdere uden ledelsesbeføjelser, som der er,
når det drejer sig om f.eks. topchefer, herunder bl.a. departementschefer og kommu-
naldirektører. I sidstnævnte tilfælde, hvor det ofte vil dreje sig om personer med bety-
delig indflydelse på offentlige anliggender, er der efter arbejdsgruppens opfattelse et
væsentligt behov for en vis adgang til aktindsigt i oplysninger om tjenesteforseelser.
Det samme gør sig næppe i almindelighed gældende i relation til mere underordnede
medarbejdere, f.eks. fuldmægtige og kontorpersonale.
For det andet er der næppe det samme behov for aktindsigt, når det drejer sig om for-
seelser af mindre graverende og enkeltstående karakter, som når det drejer sig om al-
vorlige og systematiske brud på de tjenstlige pligter.
For det tredje kan der argumenteres for, at også det tidsmæssige aspekt må spille en vis
rolle, således forstået at der kan være et større behov for offentlighed i aktuelle disci-
plinærsager end i sager, der ligger langt tilbage i tiden. Hensynet til den ansatte taler
også i væsentlig grad for, at der efter et tidsrum kan indtræde en "forældelse", således
at nu afsluttede forhold af belastende karakter ikke på ny kan udleveres med f.eks. of-
fentlig omtale til følge. Der kan i den forbindelse henvises til princippet i straffelovens
§ 271, stk. 2. Efter denne bestemmelse medfører den omstændighed, at der føres sand-
hedsbevis for en ærekrænkende sigtelse vedrørende en pådømt strafbar handling, ikke
fritagelse for straf, såfremt den fornærmede under hensyn til bl.a. den forløbne tid har
haft et rimeligt krav på, at det pågældende forhold ikke på ny bliver fremdraget.
Efter en samlet afvejning af de anførte hensyn er det arbejdsgruppens opfattelse, at der
er behov for en vis begrænsning af adgangen til aktindsigt i oplysninger om dis-