Betænkning om behandling af klager over politiet - Justitsministeriet ...

Løsningsmodeller
over politiet, idet dette i forhold til den nuværende ordning ville betyde en mindre grad af
uafhængighed. Det gælder efter udvalgets opfattelse også adfærdsklager, selv om sådanne
klager i en række andre lande, herunder Norge, behandles og afgøres af politiet selv.
Udvalget kan ikke anbefale modellen med særlige efterforskningsorganer, som den er
beskrevet ovenfor i afsnit 8.2.2.3. Denne model bygger på den tidligere norske ordning,
som nu er opgivet. Modellen har ikke vist sig særlig effektiv, er omkostningstung og ressourcekrævende
og rejser en række principielle spørgsmål om dommeres og advokaters
medvirken i undersøgelses- og efterforskningsfasen.
Det er ikke i overensstemmelse med dansk retstradition at lade en dommer deltage i en
politimæssig efterforskning eller i forbindelse med stillingtagen til, om der skal rejses
tiltale for et strafbart forhold. Udvalget kan derfor ikke anbefale en ordning, hvor det er
et organ med en dommer som formand, der skal træffe afgørelse om tiltalespørgsmålet.
Dommernes rolle må efter retsplejelovens regler være at træffe afgørelse i de straffesager,
hvor der rejses tiltale, og i de sager inden for strafferetsplejen eller i den civile
retsplejes former, hvor der gøres erstatningskrav gældende mod politiet.
Udvalget finder dog, at der ikke vil være afgørende principielle betænkeligheder ved, at
en dommer udpeges som formand for et politiklageråd, også selv om Politiklagemyndigheden
får mulighed for at fremkomme med en vurdering af bevisernes vægt, inden sagen
sendes til statsadvokaten til afgørelse af tiltalespørgsmålet. Der henvises om udvalgets
overvejelser herom til kapitel 13.3.2 og 13.4.3.
I adfærdsklagesager forholder det sig noget anderledes. Det er en dommer, der er formand
for Advokatnævnet, jf. retsplejelovens § 144, og dommere er også formænd for kollegiale
klageorganer, der tager stilling til klager inden for andre erhverv, f.eks. i relation til revisorer.
Udvalget finder derfor ingen betænkelighed ved at pege på, at en dommer kan fungere
som formand for et råd, der har afgørelseskompetencen i adfærdsklagesager. Tværtimod
må det antages, at et sådant organ med en dommer som formand vil være med til at skabe
tillid til de afgørelser, der træffes vedrørende klager over politiets adfærd.
Det har endvidere ved udvalgets stillingtagen til modellerne været en afgørende forudsætning,
at kompetencen til at rejse tiltale mod en polititjenestemand fortsat er hos
anklagemyndigheden (statsadvokaten og Rigsadvokaten). Udvalget kan således ikke anbefale
en ordning, hvor kompetencen til at efterforske en straffesag eller tage stilling til
tiltalespørgsmålet tilkommer et nævn eller et lignende kollegialt organ. Stillingtagen til
tiltalespørgsmålet kræver betydelig erfaring og sagkundskab. Politiklagenævnene i deres
nuværende sammensætning eller med en ændret sammensætning har efter udvalgets opfattelse
ikke denne erfaring. Hertil kommer, at afgørelsen af tiltalespørgsmålet ikke bør
træffes af et organ med flere medlemmer.
Behandling af klager over politiet
125