Betænkning om behandling af klager over politiet - Justitsministeriet ...

Gældende ret
hans opfattelse havde været bedst stemmende med god forvaltningsskik, om statsadvokaten
efter principperne i forvaltningslovens §§ 22 og 24 over for sagens parter havde givet en
begrundelse for sin beslutning. Ombudsmanden udtalte endvidere, at statsadvokaten i en
sag som den foreliggende bør være særligt opmærksom på, at den sag, hvis udfald afventes,
ikke unødigt trækker ud til skade for den udsatte sag. Hvis straffesagen trækker væsentligt
ud, må statsadvokaten løbende overveje sin beslutning om at udsætte klagesagen.
Ombudsmanden har endvidere i nogle sager, f.eks. FO j.nr. 2002-4010-626, haft lejlighed
til at udtale sig i forbindelse med undersøgelser af dødsfald i detentioner.
Folketingets Ombudsmand har i 2006 i den såkaldte Røde Mellemvej-sag, jf. nedenfor
afsnit 4.5, haft lejlighed til at tage stilling til den omgørelsesfrist, der gælder efter retsplejelovens
§ 724, stk. 2. I en udtalelse af 17. januar 2006 tilkendegav ombudsmanden, at
han var enig i Rigsadvokatens vurdering af spørgsmålet om, hvorvidt der i den konkrete
sag gjaldt en omgørelsesfrist.
Der er ikke de seneste år trykt udtalelser om politiklageordningen i beretningerne fra
Folketingets Ombudsmand.
3.10. Den Europæiske Menneskerettighedskonvention
3.10.1. Konventionens regler og Menneskerettighedsdomstolens praksis
Efter artikel 2, stk. 1, 1. pkt., i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention skal ethvert
menneskes ret til livet beskyttes ved lov. Artikel 2 beskytter ikke alene retten til
livet, men fastslår også, i hvilke situationer det kan være berettiget at frarøve en person
livet. Bestemmelsen tager først og fremmest sigte på handlinger og undladelser, der medfører
eller vil medføre døden for personer. Hvis politiet under en anholdelse skyder advarselsskud
op i luften, og det ikke resulterer i dødsfald eller risiko herfor, vil brugen af
skydevåben ikke rejse spørgsmål i forhold til artikel 2. Domstolen har endvidere udtalt,
at mishandling begået af myndighedspersoner, der ikke resulterer i dødsfald, kun under
helt særlige omstændigheder kan udgøre en krænkelse af artikel 2.
Myndighedspersoners magtanvendelse er imidlertid ikke i strid med artikel 2, selv om
den resulterer i dødsfald, når den sker for at varetage et af de formål, der er nævnt i
bestemmelsen (litra a, b eller c), og magtanvendelsen ikke går ud over ”det absolut nødvendige”.
Artikel 2 har praktisk betydning i tilfælde, hvor personer afgår ved døden under anholdelse
eller frihedsberøvelse. I sådanne tilfælde gælder der efter Menneskerettighedsdomstolens
praksis en formodning til skade for staten, og bevisbyrden for, at magtanvendelsen
var absolut nødvendig, påhviler staten. Domstolen har udtalt, at staten har pligt til at
fremkomme med en plausibel forklaring på de begivenheder, der førte til dødsfaldet, hvis
Behandling af klager over politiet
61