Betænkning om behandling af klager over politiet - Justitsministeriet ...

Udvalgets overvejelser og forslag om nogle generelle spørgsmål uanset valg af model
færdselslovsovertrædelser end hastighedsovertrædelser, hvor den pågældende polititjenestemand
erkender sig skyldig, skulle kunne afgøres af politiet selv.
Når udvalget alligevel har valgt ikke at stille forslag herom, skyldes det, dels at der antalsmæssigt
ikke er tale om særligt mange sager, dels at der oftest både i rene bødesager,
men specielt i relation til spørgsmålet om betinget frakendelse af førerretten, vil indgå
vurderinger af mere skønspræget karakter, som det er rigtigst, at Politiklagemyndigheden
og statsadvokaten og ikke politiet selv foretager.
Udvalget finder, at det vil være hensigtsmæssigt, at det direkte i retsplejeloven angives,
at der i visse sager kan anvendes en forenklet fremgangsmåde i sager om politipersonalets
hastighedsoverskridelser i tjenesten. Udvalget stiller derfor forslag om, at der indsættes
en særlig bestemmelse herom i kapitel 93 c. Der henvises til § 1020 b i udvalgets
lovudkast i kapitel 14.1 og til bemærkningerne hertil i kapitel 14.3.
11.4. Erstatningskrav og behandlingen af erstatningssager
11.4.1. Problemstillingen
I nogle tilfælde kan der ikke gennemføres en straffesag mod en bestemt polititjenestemand,
selv om det må antages, at nogen har været udsat for en strafbar handling fra
politiets side. Det kan f.eks. skyldes, at det ikke er muligt at identificere den pågældende
polititjenestemand. I andre tilfælde kan en straffesag ikke gennemføres, fordi
det bevismæssigt ikke kan lægges til grund, at klagerens forklaring er den rigtige med
den følge, at den pågældende polititjenestemand ikke kan dømmes for et strafbart
forhold.
I sådanne situationer er det efter udvalgets opfattelse vigtigt at fremhæve, at det også
i politiklagesager kan pålægges politiet at betale erstatning, hvis der foreligger et erstatningspådragende
forhold. Ved gennemgang af de tidligere danske betænkninger om
klager over politiet og af udenlandske betænkninger om emnet er det påfaldende, at
muligheden for erstatning kun omtales i meget begrænset omfang. Ikke desto mindre er
der som beskrevet i kapitel 3.8 flere eksempler på, at nogen har fået medhold i et erstatningskrav
mod politiet, også selv om der ikke er fundet grundlag for en straffesag mod
en bestemt polititjenestemand.
Det karakteristiske ved erstatningskrav i forhold til en straffesag kan sammenfattes i 3
punkter. For det første vil beviskravene for at give nogen medhold i et erstatningskrav
mod politiet almindeligvis være mindre end for at straffe en bestemt polititjenestemand.
For det andet kræves der ikke forsæt, idet også uagtsom adfærd kan begrunde erstatning,
og for det tredje kan systemfejl og fejl begået af en ikke identificeret polititjenestemand
begrunde erstatning. Der kræves altså ikke, at nogen bestemt polititjenestemand har begået
fejlen, idet også fejl ved politiledelsens tilrettelæggelse af arbejdet eller en notorisk
Behandling af klager over politiet
171