Betænkning om behandling af klager over politiet - Justitsministeriet ...

Udvalgets overvejelser om politiklageordningen
undersøgelsesmuligheder. Mindretallet finder derfor, at det i lovforslaget bør indføjes, at
politipersonalet i klagesager har pligt til under stafansvar at afgive forklaring til den,
der foretager undersøgelsen. Samtidig med at dette bidrager til at øge undersøgelsesorganets
mulighed for at afklare, hvad der er sket, indeholder en sådan regel et klart signal
om, at politipersonalet har pligt til at medvirke til sagens oplysning. Mindretallet finder
et sådant signal nødvendigt.
Straffesager vedrører placering af et personligt formelt ansvar. Det er derfor nærliggende
i straffesagerne mod polititjenestemænd at foreslå en regel svarende til tjenestemandslovens
ovenfor nævnte, der praktiseres således, at de ansatte har udtalepligt, men at denne
alene kan gennemtvinges gennem indenretlig afhøring. Politipersonalet kan tænkes at
henvise til, at vidner ikke har pligt til at udtale sig til politiet i almindelige straffesager.
Det bør imidlertid fremgå klart af loven, at polititjenestemænd, der ikke er mistænkte,
ikke skal sammenlignes med almindelige borgere, fordi de pågældende polititjenestemænd
har en pligt i kraft af ansættelsesforholdet. Samtidig er det væsentligt at fastholde,
at netop polititjenestemænds opgave bl.a. er at medvirke til opklaring af strafbare handlinger,
naturligvis bortset fra personer, der risikerer at inkriminere sig selv. Uanset om
man er enig eller ikke i udstrækningen af politipersonalets ovenfor foreslåede udtalepligt,
bør lovforslaget efter mindretallets opfattelse klart indeholde regler om dette centrale
spørgsmål. Det er ikke rimeligt at ofre så store ressourcer som foreslået uden i det
mindste i loven at afklare Politiklagemyndighedens beføjelser på dette centrale område.
12.3.2. Bevisbedømmelsen
Det andet problem ved det eksisterende og det foreslåede system er bevisbedømmelsen.
I det omfang klagesagen er rettet mod en bestemt polititjenestemand, vil der oftest være
en latent (typisk meget lille) risiko for, at han, hvis klageren får medhold, kan straffes
eller få en disciplinær sanktion. Dette forhold har den virkning, at det – for at klageren
kan få medhold – efter bevisbedømmelsen skal være hævet over enhver rimelig tvivl, at
klageren har ret. Dette bevisstyrkekrav kan naturligvis ikke angives eksakt, men ligger
næppe under 90 %’s sandsynlighed. Dette krav hverken kan eller bør lempes i denne
situation. Man kan juridisk ikke acceptere et lavere beviskrav for at pålægge polititjenestemænd
ansvar end det beviskrav, der gælder for andre offentligt ansatte, hvilket ikke
har større betydning, da der stort set ikke føres straf- eller disciplinærsager mod dem.
Ligeledes kan man ikke forsvare lavere beviskrav for at dømme polititjenestemænd end
andre borgere.
Omvendt medfører dette krav nødvendigvis, at den klager, der sandsynligvis har ret –
selv om det er fiktivt f.eks. med 75%’s sandsynlighed – ikke får medhold. Disse forhold
forklares sjældent i hverken presse eller i offentligheden, der derfor må opfatte afgørelsen
som urigtig, hvilket den også er i den forstand, at den ikke følger den mest sandsynlige
sandhed. Systemet har således indbygget en klar tendens til at træffe afgørelser, der
Behandling af klager over politiet
195