Betænkning om behandling af klager over politiet - Justitsministeriet ...

Løsningsmodeller
De afgørelser, som politiklagenævnene skal træffe, vil i vidt omfang komme til at bestå
af vurderinger af politipersonalets skøn og sagens bevisligheder. Det kunne på den baggrund
overvejes, om en sammensætning af nævnene med en advokat og to lægmænd vil
have tilstrækkelig erfaring eller kompetence til at afgøre sådanne spørgsmål, eller om
politiklagenævnene i givet fald skal styrkes med medlemmer med særlig politimæssig
indsigt.
Opretholdes en struktur, hvor statsadvokaten modtager både klager over politipersonalets
adfærd og anmeldelser om strafbare forhold begået af politipersonalet, vil der
ikke opstå de problemer, som udvalget beskrev i betænkning nr. 1278/1994, hvor en sag
kunne vandre frem og tilbage mellem statsadvokaten og kontrolorganet afhængigt af, om
klagen ændrede karakter fra en adfærdsklage til en anmeldelse om et strafbart forhold.
Det synes således at være forudsat i denne betænkning, at kontrolorganet skulle overtage
en større del af arbejdet med at undersøge og forberede sagerne til afgørelse, herunder
ved selvstændigt at sammenholde de foretagne handlinger med politiets regler for forskellige
tjenestehandlinger.
Den kompetence, som politiklagenævnene inden for den givne struktur for behandling
af klager over politiet vil kunne tillægges, er spørgsmålet om, hvorvidt der skal gives
udtryk for kritik af politiet eller udtales en beklagelse til klageren. Allerede i dag kommer
såvel statsadvokatens opfattelse som politiklagenævnets opfattelse til klagerens og den
indklagedes kundskab, og det er således i hovedsagen spørgsmålet, om det er statsadvokatens
ellers politiklagenævnets opfattelse af sagen, der skal være den endelige afgørelse
af sagen. Det vil stadig være op til ansættelsesmyndigheden at tage stilling til eventuelle
disciplinære konsekvenser.
De berørte parter, ansættelsesmyndigheden og offentligheden har således i dag mulighed
for at drage konklusioner på baggrund af såvel den ene som den anden (indstilling til)
afgørelse. Det synes imidlertid at være således, at det i offentligheden opfattes negativt,
at det er statsadvokaten, der træffer den endelige afgørelse i sagerne. Det vil derfor kunne
være med til at styrke befolkningens tillid til klagesagsbehandlingen, hvis politiklagenævnene
fik mulighed for at afgøre adfærdsklagerne, og således at statsadvokatens indstilling
til afgørelse alene kommer til at fremgå af sagsfremstillingen.
Ved udformningen af detaljerne i denne model må det haves for øje, at et differentieret
klagesystem, hvor statsadvokaten afgør spørgsmålet om tiltalerejsning, mens politiklagenævnet
afgør adfærdsklager, ikke gør klagesystemet så kompliceret, at det - som
antaget i betænkning nr. 1278/1994 - bliver vanskeligere at skabe almen forståelse for,
hvordan klageordningen fungerer.
En meget vanskelig problemstilling ved at tillægge politiklagenævnene afgørelseskom-
Behandling af klager over politiet
129