Betænkning om behandling af klager over politiet - Justitsministeriet ...

Bilag 10
4/48
Med hensyn til klagernes sociale baggrund kunne man måske forestille sig, at der ville
være en vis overvægt af mindre ressourcestærke borgere. Hvis der er en afvigelse, peger
den dog snarere i den modsatte retning. Sammenlignet med befolkningen er der blandt
klagerne en relativ højere andel, der har en lang eller mellemlang uddannelse (45 procent
mod 22 procent), og en lidt højere andel, der bor i egen bolig (56 procent mod 51 procent).
Der er også en svag overvægt af gifte/samlevende (63 procent). Endnu stærkere er
kontrasten til dem, der typisk kommer i konflikt med loven; her er der som bekendt en
overvægt at ’ressourcesvage’. Kun på ét punkt ligner de to grupper hinanden: Der er også
blandt klagerne en temmelig høj overvægt af mænd (72 procent).
Der er måske en sammenhæng mellem klagernes forholdsvis ressourcestærke profil og
indholdet af deres klage. De adspurgtes hyppigste klagesager (31 procent) er såkaldte
’bløde’ sager, dvs. klagesager, der alene vedrører politiets måde at tale til klageren på.
Hertil kommer 25 procent klagesager, der både vedrører politiets fysiske adfærd og deres
måde at tiltale klageren på. Kun 15 procent klager over det, de opfatter som politiets
hårdhændede adfærd. Dertil kommer 23 procent klagere, som klagerne har rubriceret
under ’andet’. Den nærmere beskrivelse viser, at det dækker over et meget broget billede
af forskellige klagesager.
Selv om klagerne gennemgående er forholdsvis ressourcestærke borgere, er deres viden
om politiklagesystemet og sammensætningen af personer i politiklagenævnet højst
begrænset. 54 procent ved ikke, hvem der sidder i politiklagenævnet, 40 procent ved
ikke, hvad politiklagenævnets opgave er, og 43 procent svarer ’ved ikke’ på spørgsmålet
om deres kendskab til forbindelsen mellem politiklagenævn, politi og Justitsministeriet.
Dertil kommer, at en høj andel faktisk svarer forkert på de tre spørgsmål. For eksempel
svarer 19 procent, at politiet sidder i politiklagenævnet, 29 procent mener, at politiklagenævnet
afgør klagesager over politiet, og 26 procent svarer, at politiklagenævnet er en
underafdeling under Justitsministeriet.
Selv om kendskabet til de formelle strukturer er mangelfulde, ser klagerne alligevel politiklagesystemet
som forholdsvis lettilgængeligt. I hvert fald starter 74 procent klagesagen
på eget initiativ, og 57 procent får ikke hjælp af andre personer i forbindelse med
deres sagsbehandling. 22 procent har fået hjælp af en advokat og 15 procent af en ven
eller et familiemedlem. Vi ved af gode grunde ikke, om der er borgere, der har følt grund
til at klage, men har opgivet det, men adgangen fremstår dog som forholdsvis ’lettilgængelig’,
i og med at så mange har kunnet klare sagen selv uden hjælp fra professionelle
aktører eller organisationer.
Tilfredsheden med sagsbehandlingen er ikke særlig høj. I alt 58 procent erklærer sig
utilfredse med behandlingen af deres klagesag, mens kun halvt så mange er tilfredse.
Spørgsmålet er så, hvad der ligger bag – og om utilfredsheden rækker ud over, at mange
296 Behandling af klager over politiet