Betænkning om behandling af klager over politiet - Justitsministeriet ...

Udvalgets forslag om en uafhængig politiklagemyndighed
borg Universitet har foretaget for udvalget, idet det af pkt. 6.2 i undersøgelsesrapporten
(bilag 10 til betænkningen) kan udledes, at næsten alle klagere finder det væsentligt, at
de kan få lov at afgive forklaring, og at der er sammenhæng mellem klagernes generelle
tilfredshed og deres oplevelse af, at de i tilstrækkelig grad har haft mulighed for at afgive
forklaring. Politiklagemyndigheden bestemmer selv, i hvilket omfang afhøring kan
foregå telefonisk.
13.4.2. Afgørelsen i adfærdsklagesager
Politiklagemyndigheden kan på et hvilket som helst stadium afvise en adfærdsklage,
hvis det findes åbenbart, at der ikke er grundlag for at give klageren medhold, jf. lovudkastets
§ 1019 d. Det skal fremgå af afgørelsen, at afgørelsen er truffet efter denne
bestemmelse. Bestemmelsen, der skal give myndigheden mulighed for ikke unødvendigt
at bruge ressourcer på chikanøse, useriøse, uforståelige og åbenbart grundløse klager,
bør anvendes med varsomhed.
Hvis der ikke sker afvisning, træffer Politiklagemyndigheden, når undersøgelsen er tilendebragt,
afgørelse i adfærdsklagesagen og tager i forbindelse hermed stilling til, om
der er grundlag for at udtale kritik, jf. lovudkastets § 1019 m. Kritikken kan vedrøre en
bestemt polititjenestemands udsagn, adfærd eller handlemåde, men kan også være en
”systemkritik”.
Udvalget finder i lyset af forslaget om et særligt Politiklageråd ikke grundlag for at foreslå
en særlig klageadgang for adfærdsklagesagerne eller opretholde et særligt kontrolorgan
i form af et politiklagenævn. Det afgøres derfor endeligt af Politiklagemyndigheden,
om der er grundlag for kritik i anledning af en klage.
Når Politiklagemyndighedens afgørelse foreligger, gives der meddelelse herom til klageren
og indklagede og til ansættelsesmyndigheden, der derefter vurderer, om der er
grundlag for disciplinære reaktioner.
Hvis en klage vedrørende samme begivenhedsforløb indeholder både en adfærdsklage
og en anmeldelse om et strafbart forhold, forelægges spørgsmålet om, hvorvidt der skal
rejses tiltale for statsadvokaten, førend Politiklagemyndigheden eventuelt tager stilling til
adfærdsklagen, jf. lovudkastets § 1019 l, der beskriver, hvordan adfærdsklagen sluttes og
eventuelt senere genoptages, hvis der måtte være behov herfor. Vedrører klagen derimod
forskellige hændelsesforløb uden sammenhæng, afgør Politiklagemyndigheden, om det er
mest hensigtsmæssigt at vente med at tage stilling til adfærdsklagedelen, indtil statsadvokaten
har vurderet, om der i relation til et andet hændelsesforløb er grundlag for at rejse tiltale.
Om den udvidelse af muligheden for notitssagsbehandling som udvalget foreslår, henvises
til kapitel 11.2 samt til lovudkastets § 1019 k og bemærkningerne hertil.
208
Behandling af klager over politiet