Betænkning om de retlige rammer for indsatsen over for børn ... - Krim

131
Udvalget foreslår derfor opretholdelse af beføjelserne i den
gældende lovs § 35, men med en tydeliggørelse af, at det alene er
Ankestyrelsen, der har beføjelserne for så vidt angår foranstaltninger,
der kan gennemføres tvangsmæssigt. Efter forslaget vil
det således for såvel model 1 som model 2 være Ankestyrelsen, der
har beføjelsen. For model 2 svarer forslaget indholdsmæssigt til
de gældende regler.
I forhold til model 1 indebærer forslaget om Ankestyrelsens beføjelser,
at børne- og ungdomsnævnet kan friholdes for denne
opgave, hvorved det sikres, at nævnet som 1. instans alene skal
vurdere det retlige grundlag for afgørelsen om en tvangsmæssig
foranstaltning. Desuden har chefen for Ankestyrelsen i modsætning
til formanden for børne- og ungdomsnævnet adgang til at træffe en
foreløbig beslutning, jf. afsnit 6.4.
Efter forslaget er den eneste forskel mellem de 2 modeller, at
Ankestyrelsens beføjelse i model 1 er begrænset til at pålægge
kommunen at indstille til børne- og ungdomsnævnet, at der træffes
beslutning om tvangsmæssig gennemførelse af foranstaltninger. I
model 2 kan Ankestyrelsen som efter gældende regler træffe beslutningen
og pålægge kommunen at udføre denne.
4. Undersøgelser og planer.
4.1. Krav til kommunens virksomhed forud for iværksættelse af
foranstaltninger.
Gældende ret
Bistandslovens § 32, stk. 3, pålægger kommunen en forpligtelse
til at undersøge et barns forhold, hvis det må antages, at barnet
trænger til særlig støtte. I påkrævet fald skal kommunen lade
barnet undersøge af en læge eller en psykolog, eventuelt ved
henvisning til et amtskommunalt rådgivningscenter.
Igangsættende for kommunens undersøgelsesvirksomhed kan først og
fremmest være en henvendelse fra familien eller barnet selv om