Betænkning om de retlige rammer for indsatsen over for børn ... - Krim

47
medinddraget i beslutningerne. Visitationen er sjældent indledning
til en mere omfattende behandlingsindsats, og det er ualmindeligt,
at behandlingsplanen bliver et opfølgende og koordinerende
instrument i forbindelse med en behandlingsindsats over for barn
og familie. Det fremhæves i undersøgelsen, at når barnet er anbragt,
går sagen delvis i stå som kommunal sag. Anbringelsen
kommer derved til at virke som et foreløbigt slutpunkt for et
forløb i forvaltningen. En konsekvens heraf er, at det ikke er
ualmindeligt, at forældrenes situation er uændret, når de kræver
barnet hjem og får det. Endvidere fremgår det, at hjemgivelser
ofte sker uden forberedelse af barnet og uden særlig hensyntagen
til det, og man ser dette som en medvirkende årsag til de hyppige
genabringelser. Der er ifølge undersøgelsen en vis stabilitet i
kommunernes anbringelsespolitik i treårsperioden 84-87. Imidlertid
ønsker alle kommuner at reducere antallet af anbringelser
uden for hjemmet. Ønsket er begrundet i krav om besparelser, og
det fremhæves som noget karakteristisk, at en stramning i anbringelsespolitikken
indledes med en begrænsning af sagsbehandlerens
kompetence.
Socialforskningsinstituttets rapport om anbringelsesforløb har
som formål at give en grundigere statistisk beskrivelse af de
anbragte børn og unge, særligt tallene for genanbringelser. Om
anbringelsestallene fremgår det, at der i forbindelse med bistandslovens
gennemførelse var en kraftig reduktion i antallet af
anbragte børn. Ved særforsorgens udlægning steg tallet, og da
aldersgrænsen i 1985 blev ophævet, øgedes tallet ligeledes. Endvidere
indgår antallet af aflastningsophold i statistikken, og
disse faktorer tilsammen bidrager til at sløre, hvor mange børn
der i egentlig forstand er anbragt uden for hjemmet. Det fremgår,
at antallet af 1. gangsanbringelser ret konstant har ligget i
underkanten af 6000, og det samlede antal nyanbringelse har været
faldende siden 1983. Om genanbringelserne er undersøgelsens grundantagelse,
at gentagne anbringelser af et barn øger risikoen
for, at barnet får en utryg og belastende opvækst. Andelen af
genanbragte børn var ca. 30 % igennem 3 år (1984, 1985 og 1986).
Det er især blandt de langvarigt anbragte børn, man finder genanbringelser,
ligesom risikoen for genanbringelse er størst for de