Betænkning om de retlige rammer for indsatsen over for børn ... - Krim

25
deres økonomiske forhold skulle have tilstrækkelige midler til
selv at afholde udgiften.
I 1982 blev reglerne om anbringelse af børn uden for hjemmet
uden samtykke fra forældremyndighedens indehaver revideret, navnlig
med det sigte at forbedre forældrenes retssikkerhed. Der blev
bl.a. indført adgang til gratis advokatbistand, en væsentlig
stramning af proceduren for foreløbige anbringelser efter lovens
§ 127 og en generel revisionsbestemmelse, hvorefter opretholdelse
af tvangsanbringelser ud over ét år forudsætter fornyet behandling
af sagen i det sociale udvalg med tiltrædelse af en dommer
og en pædagogisk-psykologisk konsulent (§ 123, stk. 2).
Linien fra 1982-ændringen blev i 1984 fulgt op med regler i §
67, stk. 2 og 3, om afbrydelse af kontakten mellem et barn, der
er anbragt uden for hjemmet og forældremyndighedens indehaver,
hvorefter en afbrydelse altid skal ske for en bestemt periode, og
således at en beslutning vedrørende en periode på indtil 3 måneder
kan indbringes for Socialstyrelsen, medens en beslutning, der
vedrører en periode ud over 3 måneder skal træffes med kvalificeret
flertal i et møde i det sociale udvalg med tiltrædelse af
dommeren og den pædagogisk-psykologiske konsulent og med rekurs
til amtsankenævnet.
I 1984 blev reglerne om børn og unges døgnophold ændret. Hensigten
med denne ændring var at tilpasse reglerne den udvikling, der
havde fundet sted inden for døgnforanstaltningsområdet siden
1976.
Lovændringen tog sigte på at forbedre grundlaget for kommuners
og amtskommuners fælles virksomhed for børn og unge.
Siden bistandslovens ikrafttræden var der sket en forskydning i
anvendelsen af de forskellige anbringelsessteder. Der var sket et
jævnt fald i anvendelsen af døgninstitutioner og en øget anvendelse
af familiepleje og især af socialpædagogiske kollektiver og
en række andre alternative foranstaltninger.