Betænkning om de retlige rammer for indsatsen over for børn ... - Krim

31
denne tankegang er barnet i stand til at omstille sin tilknytning
til ny samspilspartner, uden at processen dog beskrives nærmere.
Den anden retning fremhæver betydningen af barnets rødder. Den
repræsenteres bl.a. af Cederström og Hessle (Yt- og djupanpassning
hos fosterbarn, 1980) og G. Linden (Kan børn skifte forældre,
1982). Man lægger i denne teori vægt på barnets tidligste udviklingsfaser,
specielt i forholdet mellem barnet og dets nærmeste
samspilspartner, i almindelighed moderen. Barnets opfattelse af,
hvem det selv er, udvikles i det tidligste samspil, og processen
afsluttes i 3-5 års alderen, hvor barnet er i stand til at fastholde
sit indre billede af vigtige relationer og adskille det fra
billedet af sig selv, også selv om personerne ikke er til stede.
Barnets psykologiske forældre er i følge denne tankegang den
person, der i barnets spæde alder har indledt et samspil med
barnet, og den psykologiske forældre vil i kraft af sin status
som det første kærlighedsobjekt for altid blive i barnets bevidsthed.
Adskilles barnet fra sin psykologiske forældre, før den
basale kontaktudvikling har nået sit slutpunkt i 3-5 års alderen,
vil tabet af den psykologiske forældre opleves som "et tomrum i
barnet". Ved adskillelse efter dette tidspunkt udgør den psykologiske
forældre en central del af barnets historie og identitetsoplevelse.
Den psykologiske forældre er efter denne tankegang
ikke udskiftelig, men kan suppleres, idet barnet kan have andre
og i en vis forstand vigtigere identifikationsfigurer end den
psykologiske forældre. Hvis andre voksne skal indtage en position
som identifikationsfigurer, er forudsætningen, at barnets primære
relation respekteres og vedligeholdes, uanset hvor frustrerende
den psykologiske forældre forekommer at være.
Afhængigt af det grundsyn, der anlægges på anbringelser, udformes
praksis. Arbejder man ud fra en opfattelse svarende til "barnets
ret forkæmperne", vil tilbøjeligheden til at afskære kontakten
mellem barn og forældre være høj ved varige anbringelser, idet
man vil støtte den proces, hvor barnet knytter sig til de mennesker,
der tager sig af det. Er grundopfattelsen derimod ideen
om "barnets rødder", vil bestræbelserne ved en anbringelse rette