Betænkning om de retlige rammer for indsatsen over for børn ... - Krim

143
Anvendelsen af § 123, stk. 1, nr. 1, indebærer, at der sker en
anbringelse af barnet uden for hjemmet, og at der som led i denne
anbringelse (bistandsudøvelsen) træffes beslutning om iværksættelse
af den nødvendige behandling. Dette kan skabe særlige vanskeligheder
i tilfælde, hvor der er brug for en række behandlinger,
der strækker sig over nogen tid.
Allerede inden udvalget formelt var nedsat, blev det på baggrund
af en konkret sag, der bl. a. gav anledning til spørgsmål i Folketinget
til sundhedsministeren (S 71/1988, Folketingets Forhandlinger
1987/88, sp. 1051), aftalt mellem sundhedsministeren og
socialministeren, at udvalget om de retlige rammer for indsatsen
over for børn og unge tillige skulle tage spørgsmålet om anvendelse
af tvangsfjernelse op til vurdering i de tilfælde, hvor en tvangsfjernelse
er begrundet i behandlingsmæssige hensyn til et mindreårigt
barn.
Socialministeriet har endvidere i et brev af 8. november 1988
vedrørende en konkret sag om nødvendig blodtransfusion med intervaller
på 2-3 uger udtalt, at der efter de gældende regler ikke
er mulighed for at træffe en "samlet beslutning" efter bistandslovens
afsnit VIII, der dækker en fortløbende række af blodtransfusioner,
når et barn hjemgives til forældrene umiddelbart efter,
at det har modtaget en blodtransfusion. Når der efter et par
ugers forløb igen er behov for en blodtransfusion, må der derfor
gribes ind med en ny afgørelse efter afsnit VIII.
I brev af samme dato anmodede Socialministeriet udvalget om at
overveje, om det måtte skønnes nødvendigt eller ønskeligt med
ændringer i bistandslovens afsnit VIII for at løse de problemer,
der blev peget på i henvendelsen fra kommunen.
Spørgsmålet om behandling af børn imod forældrenes ønske berøres
i betænkning nr. 1184/1989 om afkald på livsforlængende behandling,
s. 31-32, og særligt vedrørende blodtransfusion s. 37. Der
er ikke i betænkningen forslag til ændring af den bestående retstilstand.