Betænkning om de retlige rammer for indsatsen over for børn ... - Krim

189
givet fald måtte knyttes en klageadgang til bestemmelsen og formentlig
en klageadgang svarende til tvangsmæssigt gennemførte
anbringelser. Dette kan synes som en stor byrde at lægge på ankesystemet,
når der henses til, at beslutningen alene ville dreje
sig om kortvarigt at holde på barnet eller den unge og alene med
det formål at mildne overgangen fra opholdsstedet til forældrehj
emmet.
Under hensyn til disse betænkeligheder og til, at bestemmelsen i
§ 1.11, jf. § 1.8, giver mulighed for at gribe ind i alvorlige
tilfælde, og at bestemmelsen i § 1.8, stk. 2, giver en vis mulighed
for på forhånd at skille de tilfælde fra, hvor hurtige hjemgivelsesbegæringer
kan være en nærliggende risiko, har udvalget
ikke fundet behov for en bestemmelse om midlertidigt hjemtagelsesforbud.
Derimod finder udvalget, at der er god grund til at klargøre
reglerne om hjælpeforanstaltningers ophør. Grundsætningen om, at
en hjælpeforanstaltning skal ophøre, når dens formål er opnået,
er som tidligere nævnt ikke lovfæstet i bistandsloven. Udvalget
finder, at denne grundsætning bør fremgå af loven, ligesom der
findes anledning til at præcisere, at kommunen har kompetence til
at træffe beslutning om hjemgivelse, når et barn eller en ung er
anbragt uden for hjemmet uden samtykke, jf. udkastets § 1.12.
Beslutning om, at et barn eller en ung, der er anbragt uden for
hjemmet uden samtykke, ikke kan hjemgives, træffes af det organ,
der har truffet beslutningen om den tvangsmæssige anbringelse.
Nægtet hjemgivelse forudsætter, at betingelserne for at opretholde
den tvangsmæssige anbringelse fortsat er til stede, jf. udkastets
§ 1.8. Kommunen må således forelægge sagen for børne- og ungdomsnævnet/børne-
og ungeudvalget, hvis en begæring om hjemgivelse
fra forældremyndighedens indehaver og den unge, der er fyldt 15
år, ikke kan imødekommes.