Betænkning om de retlige rammer for indsatsen over for børn ... - Krim

195
af selv- og medbestemmelsesretten primært måtte ske ved særlige
lovregler inden for det enkelte område og afstod fra - som det er
sket i de øvrige nordiske lande - at foreslå gennemført en mere
generel regel om barnets ret til at blive hørt i anliggender,
der angår dets personlige forhold. Spørgsmålet fandtes ikke egnet
til retlig regulering, idet en generel regel primært ville være
holdningspåvirkende i forhold til forældre og andre, der omgås
børnene i det daglige, ville være vanskelig at sikre overholdt,
måtte være usanktioneret og iøvrigt ret ubestemt, da graden af
medbestemmelse måtte afhænge af barnets alder og modenhed og af,
hvad sagen drejer sig om.
Det har således været forudsat ved revisionen af myndighedsloven,
at opblødning af myndighedsalderen som det afgørende
alderskriterium skulle ske i særlovgivningen, og netop bistandsloven
fandtes at være et af de mest nærliggende eksempler.
Anvendt terminologi og gældende ret.
Børn og unges retsstilling kan ses i relation til følgende begreber:
1) Høringsret.
2) Selv- og medbestemmelse.
3) Partsrettigheder.
En tværgående problemstilling i forhold til disse 3 punkter er
fastsættelse af aldersgrænser.
Ad 1.
Det karakteristiske for tilfælde, hvor der er tillagt barnet en
ret til at blive hørt er, at det således tilkommer andre at træffe
beslutning. Forældrene skal høre barnet, før de træffer beslutning
efter den norske børnelovs § 31. Efter den danske myndighedslovs
§ 26 skal statsamtet eller retten høre barnet, før statsamtet
eller retten træffer afgørelse om samværsret eller forældremyndighed.
I tilfælde, hvor barnet måtte være tillagt partsrettigheder
i forvaltnings- eller domstolssager (f.eks. i forældremyndighedseller
anbringelsessager), er det på samme måde andre, der træffer
beslutningen.