Betænkning om de retlige rammer for indsatsen over for børn ... - Krim

58
er fonnuleret af Wenja Rothe i disputatsen Forældreevne, forældreret
og børns tarv 1-3, 1983-1985, som vedrører de allersvageste,
hårdest belastede familier, fortrinsvis enlige mødre med
børn; men tilsvarende kritik genfindes i Socialforskningsinstituttets
undersøgelser og i den faglige debat om arbejdet med børn
og unge. Det gøres gældende, at der i bistandsloven er indbygget
en række barrierer, som stiller sig hindrende i vejen for at yde
relevant hjælp til truede børn og deres familier. Det påpeges, at
det offentliges indsats ofte starter halvhjertet, på laveste
niveau, uden tilstrækkelig afklaring af problemerne, og at denne
tilbageholdenhed har sammenhæng med en almindelig holdning, som
også har fundet udtryk i loven om kun at bruge anbringelse uden
for hjemmet som en sidste udvej. Heroverfor gøres det gældende,
at det er nødvendigt at sætte de bedst kvalificerede og mest
erfarne medarbejdere ind i den første fase, opklaringsfasen, at
dette er den eneste måde, hvorigennem mislykkede forløb vil blive
færrest muligt, og at det også er den måde, hvorved man ikke blot
tjener børnenes tarv, men også forældrenes. I det lange forløb er
det mange dårligt forberedte, forsøgsvise hjemgivelser, der præger
billedet. De nederlag, der følger efter forsøgsvise hjemgivelser
med påfølgende fornyede anbringelser, er ubærlige, og netop de
mange anbringelser hævdes at skade børnenes personlighedsudvikling
mest. Ifølge Wenja Rothe er det for vanskeligt at bevise, at
betingelserne i § 123 er opfyldt, for vanskeligt fordi myndighederne
kræver et bevismateriale, der giver uomtvistelig sikkerhed
for, at nu er anbringelse påkrævet. Alt imens beviserne samles,
bliver børnene tabere, og paradoksalt nok gælder det - som allerede
antydet - også ofte for deres forældre, idet deres mislykkethed
bliver en central del i den proces, der fører beviserne frem.
Generel kritik af lovgrundlaget.
En tredie kritik tager udgangspunkt i lovudviklingen og konstaterer,
at den seneste gennemgribende revision af regelgrundlaget
fandt sted i årene fra 1958-64, at børnereglerne så at sige "druknede"
i den samlede bistandslovsrevision, og at der med bistandsloven
skete terminologiske og systematiske ændringer, men ikke
egentlige substantielle ændringer i regelgrundlaget, hvorved
udviklingen fra 1958-64 kunne videreføres. Sigtet med lovændrin-
•