Betænkning om de retlige rammer for indsatsen over for børn ... - Krim

62
for det. Virkningen af, at der træffes beslutning efter § 1.8,
er, at forældremyndighedens indehaver(e) afskæres fra at kræve
barnet hjemgivet ved at tilbagekalde samtykket til anbringelsen.
Ved en sådan beslutning tilkendegives det, at en hurtig hjemgivelsesbegæring
ikke kan forventes imødekommet, og at denne
klarhed skønnes nødvendig for at sikre barnet mod pludselige og
mindre velbegrundede brud i opvækstforholdene. Bestemmelsen kan
kun anvendes, hvis de materielle betingelser i § 1.8 er opfyldt,
og der herudover er konkrete omstændigheder, der viser nødvendigheden
af at begrænse forældremyndighedsindehaverens handlemuligheder
af hensyn til barnet.
Bortset fra denne snævert afgrænsede regel har udvalget ikke
stillet forslag om at begrænse forældremyndighedsindehaverens
adgang til at kræve en frivillig anbringelse bragt til ophør ved
at tilbagekalde samtykket til barnets anbringelse uden for hjemmet.
Hvis man lægger afgørende vægt på det informerede samtykke
som grundlag for frivillige anbringelser og et ansvarligt samarbejde,
vil en udbygning af tvangsreglerne i tilslutning hertil
fremstå som selvmodsigende. Man kan ikke på én gang satse på frivilligheden
og det informerede samtykke og samtidig helt eller
delvis frakende disse forhold afgørende betydning. Udvalget har
på baggrund heraf ment, at der ikke bør skabes tvivl om, at en
frivillig anbringelse ensidigt kan bringes til ophør af forældremyndighedens
indehaver(e), medmindre betingelserne for at
iværksætte en tvangsmæssig anbringelse undtagelsesvis er opfyldt.
Som et yderligere bidrag til at sikre en rimelig balance mellem
retssikkerhedshensynet og hensynet til retsbeskyttelsen af børn
foreslår udvalget, at fristen i den gældende lovs § 123, stk. 2,
for genbehandling af beslutninger om tvangsmæssig anbringelse af
børn uden for hjemmet forlænges på den måde, at fristen ikke skal
regnes fra den oprindelige beslutning, men fra sagens endelige
afgørelse, og at der gives mulighed for undtagelsesvis at forlænge
fristen ud over 1 år. Problemstillingen drøftes nærmere nedenfor
i kap. 6, afsnit 9.2. Udvalget har ment, at dette forslag er
forsvarligt på baggrund af, at der samtidig gennemføres kortere
frister for forvaltningens pligt til regelmæssigt at vurdere og