Betænkning om de retlige rammer for indsatsen over for børn ... - Krim

145
ditet. Hertil kommer den usikkerhed, der kan være med hensyn til
lidelsens diagnosticering og behandling.
Efter udvalgets opfattelse er der imidlertid tilfælde, hvor hensynet
til forældrenes bestemmelsesret må vige for hensynet til
barnet. Sådanne tilfælde foreligger, når et barn eller en ung har
behov for livsnødvendig behandling, og forældrene modsætter sig
denne. Efter udvalgets opfattelse gør de samme hensyn til barnet
sig gældende, hvis forældrene modsætter sig behandling for en
lidelse, der udsætter barnet for varig og betydelig invaliditet.
Det er fundet hensigtsmæssigt at foreslå hjemlen indsat i en
særskilt bestemmelse, da udvalget finder, at bestemmelsen har et
ganske andet formål end de øvrige bestemmelser om hjælpeforanstaltninger
for børn i bistandsloven. Udskillelsen til en selvstændig
bestemmelse, der direkte omhandler undersøgelse eller
behandling, klargør endvidere, at en beslutning herom ikke medfører
anbringelse uden for hjemmet i bistandslovens forstand. Der
vil efter bestemmelsen være mulighed for at lade behandlingen
foregå ambulant, således at barnet i øvrigt har ophold i hjemmet.
En beslutning om lægelig behandling indebærer, at barnet i fornødent
omfang kan indlægges under behandlingen. Beslutningen vil
også kunne omfatte tilfælde, hvor der er tale om flere på hinanden
følgende behandlinger med kort tidsinterval, og hvor barnet i de
mellemliggende perioder kan opholde sig i hjemmet. Her vil der
efter forslaget alene være behov for at træffe en samlet beslutning.
Bestemmelsen vedrører de tilfælde, hvor beslutningen alene omhandler
gennemførelse af lægelig undersøgelse eller behandling.
Som bestemmelsen er udformet, vil den som udgangspunkt kunne
anvendes i forbindelse med behandling for såvel somatiske som
psykiatriske lidelser. Ved indlæggelse og behandling på en psykiatrisk
hospitalsafdeling gælder reglerne i lov om tvang i psykiatrien,
jf. afsnit 5.2 nedenfor. Bestemmelsen må således for så
vidt angår psykiatriske lidelser anses for at have et meget begrænset
anvendelsesområde. Hertil kommer, at der i de tilfælde,
hvor psykiatrisk behandling kan være påkrævet, muligvis vil være