Betænkning om de retlige rammer for indsatsen over for børn ... - Krim

180
En egentlig lovhjemlet ret til samvær kan efter udvalgets opfattelse
dog alene tillægges forældrene.
Kontakten til andre nære slægtninge m.v. bør imidlertid støttes
af kommunen i det omfang, det findes at være til gavn for barnet
eller den unge. En eventuel begrænsning eller afbrydelse af kontakten
med andre end forældrene vil kunne besluttes efter den
almindelige regel, der giver kommunen kompetence til at træffe
beslutninger om barnets eller den unges forhold under anbringelsen,
jf. udkastets § 2.5.
Kommunens beslutninger om barnets eller den unges kontakt med
andre end forældrene kan - i lighed med andre beslutninger under
anbringelsen - af forældremyndighedsindehaveren og den unge, der
er fyldt 15 år, påklages til amtsankenævnet. Dette gælder såvel
de tilfælde, hvor kommunen træffer beslutning om at begrænse
eller afbryde en kontakt, som forældremyndighedens indehaver
ønsker opretholdt, som de tilfælde hvor kommunen mod forældremyndighedsindehaverens
ønske træffer beslutning om, at en kontakt
mellem barnet eller den unge og en pårørende eller en anden person
skal opretholdes, jf. udkastets § 2.8.
Samværsrettens afvikling kan rejse en række praktiske problemer.
Retten kan naturligvis ikke udøves af forældrene uden hensyntagen
til, at barnet eller den unge nu er i et nyt miljø, og at opholdsstedet,
hvad enten det er en døgninstitution eller en plejefamilie,
har sin rytme og sine normer, som må respekteres.
Fra praksis kendes eksempler på psykisk syge forældre, som ønsker
at tilbringe det meste af døgnet på den døgninstitution, hvor
deres børn er anbragt. En tilrettelæggelse af deres besøg hos
børnene til f.eks. at omfatte et par timer hver eller nogle eftermiddage
om ugen vil efter udvalgets opfattelse ikke kunne betegnes
som en begrænsning af samværet mellem forældrene og det anbragte
barn.