Download rapport - Center for Alternativ Samfundsanalyse

gøringsmidler, kræver anden mærkning og advarsler end tilfældet er for anvendelseni kosmetik.Når der som for VEET føres en særlig aggressiv markedsføring over for unge,mener mange af deltagerne, at myndighederne bør være ekstra opmærksommepå at skride ind og sikre mod uønskede skader. Myndighederne bør somminimum sikre, at den nødvendige information om risikoen og forholdsreglernefor at undgå eller reducere risikoen, når ud til også denne målgruppe.6.2.7 Formidlingsform, tillid og åbenhedRisikosagerne skal ikke være særligt komplicerede, før de fleste af deltagernestår af. De føler sig på den ene side overvældet af informationer, men på denanden side oplever de også, at de ikke har konkret viden nok om sagerne, og atder ikke altid er åbenhed og ærlighed nok.De fleste er opmærksomme på, at aktørerne i de tre sager har forskellige interesser,hvor især økonomi spiller ind. Det nævnes, at fx forskerne skal sikre sigmidler til deres fagområder.For de fleste deltagere ligger tilliden og sympatien umiddelbart hos de aktører,der rejser en sag: For olivenolien primært hos Fødevaredirektoratet, selvomder stort set ikke er opponenter. For VEET hos Forbrugerrådet og for plastrørenehos DTU-forskerne. I de to sidste sager opfatter deltagerne Miljøstyrelsensom ”systemforsvarer”, der går i forsvarsposition og dækker sig bag, atreglerne er overholdt.Det er vigtigt for deltagerne, at myndighederne fremlægger risikosagerne objektivt,og at embedsmændene holder sig fri for politisk ageren. Deltagerneforventer dog, at myndighederne gør opmærksom på egne begrænsninger tilat løse nogle af sagerne og at de fortæller, hvis der er behov for politiske indgrebfor at løse et problem.Når miljøministeren udtaler sig i en sag, forventer deltagerne, at ministeren erklædt på og grundigt sat ind i sagen af embedsmændene.Alle deltagere angiver, at de har svært ved at skelne mellem de forskelligestatslige, offentlige instanser og deres roller, fx Miljøstyrelsen, Miljøministeriet,Institut for Miljøvurdering og miljøministeren.Deltagerne ser primært medierne som bindeleddet til information til befolkningenom risikosagerne. Der er en vis skepsis over for mediernes formidlingaf sagerne. Deltagerne anfører, at sagerne filtreres i nyhedsmedierne, som selvvælger deres vinkel på historierne, og som regel bringer små ”bidder” ad gangenfor at sælge flere aviser eller fastholde seerne. Deltagerne mener, at detreducerer deres muligheder som almindelige borgere til at få et klart overblikog indblik i sagerne. Det reducerer troværdigheden ikke kun for det aktuellemedie, men også i en vis grad til de involverede aktører. Nogle af deltagernefår en oplevelse af en skjult dagsorden, når de hører advarsler om at undgåforskellige produkter.Hovedparten af deltagerne mener, at forbrugerprogrammer er mere troværdigeog oplysende. Mange står dog af, hvis der køres direkte hetz mod producenternefor underholdningens skyld. Der peges fra flere deltagere på en slagsmiljø OBS (Oplysning til Borger om Samfundet), hvor fx myndighederne selv117