Download rapport - Center for Alternativ Samfundsanalyse

dommen og smitteveje. Problemet er, at de lader dette værdimæssige valgfremstå som objektive kendsgerninger.Som almindelig borger eller forbruger har man ingen mulighed for selv atvælge eller kontrollere, om man udsættes for fare. Fra England meldes ogsåom en vegetar, som blev smittet med vCJD – hvordan vides ikke, men materialeudvundet af køer har været anvendt vidt og bredt som tilsætningsstoffer tillevnedsmidler. Hertil kommer, at fordelen af den tvivlsomme praksis med atfodre køer med benmel fra døde artsfæller primært ligger hos kødproducenterne– lige bortset fra, at forbrugeren måske har fået kødet lidt billigere. Risikoenkan derfor kun opfattes som påført af andre, ligesom den rammer i flængog derfor uretfærdigt.Den bekymring for kogalskab, der hersker blandt folk og politikere i kølvandetpå BSE-sagen i England i midten af 1990erne, kan derfor ikke blot afskrivessom irrationel og følelsesladet. Der var gode grunde til at frygte den slags risici,som videnskaben ikke kender til bunds, som er usynlige, og som anførtrammer i flæng – i modsætning til cykling, som der sammenlignes med af eksperternei debatten.Forhistorien i BSE-sagen er, at myndighederne (i England) gennem længeretid nedtonende risikoen for overførsel af smitte fra køer til mennesker medhenvisning til konventionel viden om, at eventuelle smittestoffer ville bliveødelagt ved opvarmning. Man overhørte advarsler fra kritiske videnskabsfolkså tidligt som i slutningen af 1980erne og udviste en skråsikkerhed og arrogance,som senere skulle vise sig at hvile på et falsk grundlag.Læren af sagen. Da indrømmelsen kom, var skaden sket – foruden de menneskeligeomkostninger og et gigantisk økonomisk tab for det engelske landbrugled myndighederne først i England og senere i det øvrige EU et stort prestigetab.BSE-sagen har medført en generel tillidskrise, som (måske) har betydningi spørgsmålet om sikkerheden ved gensplejsede fødevarer, og som vil påvirkeforholdet mellem myndigheder og befolkningen, længe efter at de økonomiskevirkninger af kogalskaben har fortaget sig.BSE-sagen markerer et vendepunkt i den samfundsmæssige bevidsthed omrisiko, som af Thomas Breck er sammenlignet med Minamatakatastrofen iJapan i 1950erne, Sevesokatastrofen i Norditalien i 1976 (dioxin) og Tjernobylkatastrofeni 1986 (atomkraft). Disse historier viser, at man ikke kan tro på,at videnskabens og teknologiens stadige udvikling automatisk også sikrer fremskridtetog mindsker risikoen. Eksemplerne viser, at videnskaben og teknologiensamtidig med øget velfærd producerer nye risici, som med en vis forsinkelsevil dukke op i kølvandet på velfærd og fremskridt. De viser, at vi ikke kanstole på, at de samfundsmæssige institutioner og kontrolmekanismer, der erbygget op for at styre og kontrollere videnskaben og teknologien, altid kansikre os effektivt mod uforudsete risici. De viser, at vi som almindelige menneskerikke altid kan stole på den risikokommunikation, som praktiseres af disseinstanser. Ikke fordi de bevidst manipulerer med virkeligheden, men fordideres viden og udsyn altid vil være begrænset af administrative procedurer ogregler og undergivet videnskabelig usikkerhed. Der var advarsler om muligsammenhæng, men data var utilstrækkelige, og pres fra erhvervslivet gjorde, atmyndigheder og politikerne i lang tid valgte at nedtone risikoen.Med en risiko, som er usynlig for forbrugerne, er de afhængige af videnskabensog teknikkens hjælp og af de kontrolinstanser, der skal sørge for, at ma-86