Download rapport - Center for Alternativ Samfundsanalyse

grad af risici trænger ind i hverdagslivet hos den enkelte, og det bliver sværereat ”vælge rigtigt”.På den anden side forandres og begrænses statens rolle og muligheder, idetregulering af produktionsforhold i højere grad sker gennem den globale økonomiog gennem internationale aftaler og organisationer. Det er med til atsvække den politiske debat. Der sker et politisk systemskifte, hvor den politiskeoffentlighed bliver mere og mere betydningsløs, mens mange af de reelle beslutninger,der har betydning for samfundsudviklingen, træffes i de videnskabelige,tekniske og økonomiske fora.Som et alternativ til det traditionelle politiske/administrative system præsentererUlrich Beck begrebet subpolitik. Han ser det som et udslag af demokratiseringen,at der sker en decentralisering af politiske beslutninger gennem netværkaf aftaler og medbestemmelse, forhandling osv. I den sammenhæng figurererogså sociale bevægelser og borgerinitiativer. Som eksempel på det sidsteangives Brent Spar-aktionen, hvor Greenpeace via sine aktioner udløste enpolitisk kædereaktion med bl.a. forbrugerboykot, som endte med at få Shell tilat omgøre sin beslutning om dumpning af boreplatformen i Nordsøen – dettetil trods for godkendelse fra det politiske/administrative system.Det subpolitiske afspejler nødvendigheden af en ny dialogform mellem samfundetsforskellige aktører – eksperterne, administratorerne, erhvervsfolkeneog faglige organisationer, politikerne, miljø- og forbrugerorganisationerne ogborgerne – for at håndtere risici i vores samfund.4.2.1 Konflikter om risikospørgsmålÆndringen i risici, risikoopfattelse, risikohåndteringen og risikokommunikationenover de sidste ca. 30 år er baggrunden for Thomas Brecks bog om risikokommunikation”Dialog om det usikre – nye veje i risikokommunikation”,som der tidligere er refereret til.Thomas Breck anfører, at der er sket en række interessante nybrud inden forden videnskabelige forståelse af risikobegrebet. Det er bl.a. et opgør med detobjektive risikobegreb. De nye erkendelser er imidlertid ikke rigtigt slået igennemi samfundsdebatten, som ofte hænger fast i et endimensionalt og objektivtsyn på risiko.Traditionelt set har det været en opgave for videnskabsfolk og eksperter atfastlægge forskellige risici og myndighedernes opgave at kommunikere herafafledte informationer og beslutninger videre til borgerne i form af regulering,advarsler og anbefalinger. Faremærkning, grænseværdier og beskyttelsesforanstaltninger,kostråd, anbefalet daglig indtagelse og oplysning om sund leveviser således eksempler på risikohåndtering og risikokommunikation.Den deling beror på den forudsætning, at eksperterne ud fra videnskabeligtbaserede risikoanalyser og -vurderinger er i stand til at finde ud af, hvad derrent faktisk er farligt for sundheden, miljøet osv. Desuden antager denne rollefordeling,at flertallet af borgerne også vil følge eksperternes og myndighedernesanbefalinger.Som Thomas Breck angiver, er det bare ikke sådan i virkeligheden. Der er oftekonflikt mellem eksperternes og befolkningens vurdering af risici. Selvom rygning,alkohol, forkerte kostvaner og for lidt motion ifølge eksperterne udgør destørste risici, synes det ikke at være dem, der optager befolkningen mest.50