Download rapport - Center for Alternativ Samfundsanalyse

værkskommunikation. Det er en kommunikationsform, hvor man aktiverermålgruppernes sociale netværk eller søger at skabe nye netværk, som kanmedvirke til at fremme dialogen med en afgrænset målgruppe om et giventemne. Kernen i netværkskommunikation er, at viden, holdninger og praksisspredes mellem mennesker via de sociale netværk, som man indgår i – i familien,på arbejdspladsen, i lokalsamfundet eller i foreningslivet. Intentionen er,at man i netværkene kan komme i ligeværdig dialog om problemstillingerne iet forum, hvor der er eller kan etableres gensidig tillid. Kontakten til netværketkan ske gennem ambassadører, dvs. personer som målgruppen i forvejen kenderog har tillid til.Ved en gensidig dialog, hvor det handler om at ændre holdning eller adfærd,er det nødvendigt, at hverken problemet eller budskabet er endeligt fastlagt påforhånd, fordi målgruppen skal kunne påvirke og ændre det undervejs ogsamtidig opleve, at fx myndigheden også har en reel interesse i at høre målgruppensargumenter og erfaringer. Som Thomas Breck skitserer, så er netværkskommunikationet ideal om en styret og ønsket demokratisk dialog pålige fod med dem, man skal kommunikere med og til. Processen kan godt tagelang tid, og resultatet viser sig først hen ad vejen. Det stilles nye krav til”kommunikatøren” om at tænke procesorienteret frem for produkt- og målorienteret.Et andet aspekt i netværkskommunikationen er, at der med fordel kan væreflere afsendere. Det betyder ikke, at en myndighed skal indgå i det skjulte,men at forskellige alliancepartnere kan indgå til fremme af tilliden og dermedfå større succes med indsatsen.Som Thomas Breck angiver bliver myndighedernes opgave i en bred risikokommunikationikke længere at være garant for videnskabelig korrekthed ogobjektivitet. Myndighederne skal derimod være garant for en åben og redeligproces, hvor alle forhold bliver belyst på bedst mulig måde, så alle synspunkterfra berørte og bekymrede grupper bliver hørt og inddraget. I denne processkal myndighederne gøre brug af relevant videnskabelig, juridisk, økonomiskog anden sagkundskab. Det er en ny rolle i risikokommunikationen, sommyndighederne mange steder skal lære.Thomas Breck nævner et eksempel fra Norge, hvor politikerne besluttede atgennemføre et kommunikationsprogram for at gøre medarbejderne i den offentligeforvaltning bedre til at forstå og kommunikere med befolkningen omrisiko i forbindelse med maden. Landbruksdepartementet startede i 1996 programmetunder titlen ”Trygg mat”. Programmet forsøger at gøre op medforestillingen om, at befolkningen er dum, når den ikke deler eksperternesopfattelse af risiko. I stedet for at opdrage befolkningen satset man på at uddanneden offentlige administration til at blive bedre til at varetage den nymyndighedsrolle. 150 ansatte fra landbrugs- og fødevaremyndigheder og enrække interesseorganisationer har i perioden fra 1997 til 1999 været på kursusfor at lære om risiko, kommunikation og medier. Kurserne har samtidig givetmulighed for at oprette personlige netværk på tværs af organisationer og medier.Hovedformålet med kampagnen ”Trygg mat” har været at genoprette tillid tilmyndighederne bl.a. ved, at myndighederne skal blive bedre til at kommunikereåbent og ærligt – både om det man ved, og det man ikke ved – om fødevarerelateretrisiko. Det handler også om, at myndighederne skal blive bevidsteom de forskellige roller, som aktørerne spiller, og have respekt for, at andreaktører kan have en anderledes opfattelse af risiko uden, at den behøver at74