Download rapport - Center for Alternativ Samfundsanalyse

eller lille. Eksperterne har ofte stor tiltro til de risikovurderinger, som de selvlaver, men denne tiltro deles ikke altid af befolkningen. Måske fordi man mener,at de udelukkelser og valg, som er foretaget, ikke er de rigtige – dette kanvære endnu en årsag til konflikter om risiko. Og måske fordi eksperternes troværdighedmere end en gang er blevet undergravet af, at det ”usandsynlige”uheld alligevel skete, at nogle kontrolmekanismer svigtede eller, at ny videnviser, at man tog fejl.Der er ikke enighed om, hvornår en risiko er acceptabel for den enkelte og forsamfundet. Eksperter, som ønsker at nedtone en risiko, forsøger ofte at henvisetil, at dødsrisikoen er minimal, at det vil være uforholdsmæssigt dyrt atbringe en risiko længere ned eller, at man i forvejen accepterer lige så storeeller større risici på andre områder. Men modsat eksperterne anlægger folkalmindeligvis et bredere syn på risici. Vi accepterer risici hver dag på arbejdet,ved transport, når vi dyrker sport osv. Men der er ikke altid et ligefremt forholdmellem risikoens størrelse – målt i antal dødsfald – og vores accept afden.En helt ny undersøgelse af eksperters og lægfolks syn på zoonoserisiko 11 understøtter,at der kan være stor forskel mellem eksperters og lægfolks syn pårisikovurdering og syn på, hvordan der bør prioriteres. Undersøgelsen viser, atlægfolk umiddelbart rangordner risikoen og prioriteringerne efter alvorlighedenaf konsekvenserne – fx død værre end ikke-dødelig sygdom, og de ser imindre grad på frekvenserne – fx at hyppigheden af antal mavetilfælde erlangt større end hyppigheden af dødsfald. Eksperterne vurderer derimod, at etstort antal af infektioner kombineret med alvorligheden af infektionerne somen større trussel. 12Thomas Breck anfører, at vurderingen af, hvornår en risiko forekommer acceptabelbl.a. afhænger af, om vi er fortrolige med og har gavn af den risikofyldteaktivitet, og om vi har valgt den frivilligt eller, den påføres af andre.Risikoen ved at spise fed mad kan godt forekomme acceptabel, mens tilsætningsstofferi maden ikke gør det. En risiko for egen vinding kan være acceptabel,mens en påført risiko for andres vinding ikke er acceptabel. Sådanneaspekter glemmer eksperter og offentlige myndigheder tit at medtage i deresrisikovurdering og -kommunikation.Thomas Breck peger ligesom Ulrich Beck på, at mange af nutidens risici erkarakteriseret ved det – vi ikke ved om dem – snarere end det – vi ved. Forskelligevidenskabelige forklaringer står over for hinanden, og parterne i samfundsdebattenkappes via medierne om at udlægge den videnskabelige usikkerhedog herigennem definere, hvad der er værd at frygte. Hertil kommer, atde nye risici i modsætning til tidligere tiders naturskabte farer og trusler i vidudstrækning er teknologi og samfundsskabte. Hvordan man skal træffe beslutningerunder disse nye betingelser af produceret usikkerhed, er et aktueltsamfundsproblem.Stillet over for komplekse problemer og videnskabelig usikkerhed bliverspørgsmålet om, hvem man skal tro, i høj grad et spørgsmål om tillid. Offentligemyndigheder, som har til opgave at informere om risici for sundhed ogmiljø på et videnskabeligt grundlag, oplever i disse år en svigtende tiltro fra11Zoonoserisiko er risikoen for, at sygdomme kan overføres fra dyr til mennesker.12Fra indlæg af Karsten Klint Jensen fra Center for Bioetik & Risikovurdering, KVLpå Levnedsmiddelselskabet (IDA) møde om ”Håndtering og kommunikation af risikorelateret til fødevarer”, oktober 2003.52