Download rapport - Center for Alternativ Samfundsanalyse

• ”De leger gud. I dag er det soja, men hvem ved, hvad de splejser sammen i morgen?”• ”Hvad skal jeg med gen-mad?”• ”Salmonella, kogalskab og pesticider – det er snart umuligt at finde noget mad,som ikke er farligt.”• ”Landmændene tænker kun på penge og ikke på miljøet.”• ”Hvis de finder pesticider i mit drikkevand, så er jeg på Coca Cola.”• ”Hvorfor propper de kemi i alting?”Tilliden til industrien, landbruget, myndighederne og videnskaben er ikkelængere en selvfølge. Borgere og eksperter skal blive bedre til at kommunikeremed hinanden. Det kræver oplysning af borgerne, men det kræver også, atborgerne bliver taget mere alvorligt af eksperterne.Teknologirådet har i mange år og i mange sammenhænge arbejdet medkommunikation mellem eksperter og borgere også omkring risikospørgsmål.Når fx lægfolk skal forholde sig til risiko, indebærer det, at de skal tage stillingtil, hvorvidt de synes, at en given teknologi bør tages i brug, eller om den børafvises, fordi den er for risikabel. Den rene afvisning findes sjældent. Der udtrykkesogså forholdsvis sjældent direkte mistillid til virksomheder, myndighederog eksperter. Det er ifølge Teknologirådet mere almindeligt, at lægfolkeneser pragmatisk på den teknologiske udvikling – a la ”nu er den der, så må vihellere få det bedste ud af det”. 14Thomas Breck angiver, at lægfolk er nogenlunde lige så gode som eksperter tilat rangordne den kvantitative dødelighed. Det er således ikke uvidenhedblandt lægfolk, der er årsagen til forskellige risikoopfattelser.Men dilemmaet for borgerne er, at det i mange situationer i dag er svært ellerumuligt at vurdere risikoen ved en given handling og dermed svært at træffetilstrækkelige foranstaltninger. Borgerne bruger ofte andre parametre end eksperterneog myndighederne i deres vurdering af risici.I det følgende vil der blive gengivet to eksempler fra DMUs temarapport omrisiko og usikkerhed, som viser to forskellige situationer, hvor borgerne skalvurdere risici. Det ene er et eksempel (brugen af en kniv), hvor alle stort setselv kan vurdere risikoen og træffe foranstaltninger, og det andet et eksempel(brugen af benzin), hvor det kræver fagligt indsigt at vurdere risikoen.En kniv er farlig, fordi man kan skære sig på den, og visse knive er forbudtefor at begrænse deres brug som våben. Knive er nyttige, fordi man kan skæremed den. Denne nytte er vigtigere end faren ved knivens skær. Derfor accepteresknivens farlighed, i det mindste af voksne, som har lært at håndtere enkniv. Erfaringer med knive fortælles videre fra voksne til børn. Denne kommunikationkan både være belærende (envejs) eller foregå som en dialog mellemden voksne og barnet (tovejs). Ved at kommunikere om faren ved at brugeknive, bliver sandsynligheden for, at man skærer sig, mindre. Dette udtrykkesved, at risikoen kan formindskes ved fornuftig brug af knive. Risikoen ersåledes sammensat af sandsynligheden for, at noget sker og af konsekvenserneaf hændelsen. Jo større sandsynlig, desto større risiko. Og jo alvorligere konsekvenserhændelsen indebærer, desto større risiko. En skarp kniv medfører altandet lige en større risiko end den sløve for at skære sig, men såret heles hurti-14Før teknologien løber løbsk – om lægfolks opfattelse af risiko – diskursanalyse af 15slutdokumenter fra Teknologirådets konsensuskonferencer 1988 til 1997. Ursula Plesner.Teknologirådet.55