Søgbar version

ger sigte ikke blot på absolutte hindringer, men
også på foranstaltninger, der vanskeliggør passagen.
I kommissionens bemærkninger til den citerede
regel siges det for det første, at reglen bekræfter
de grundsætninger, som er anvendt af
Den internationale Domstol ved afgørelsen i
1949 i en sag mellem Storbritannien og Albanien
om Korfustrædet.
Dernæst siges det, at faste installationer til
udnyttelse af havbunden eller undergrunden
under søterritoriet ikke, hvis de kan være til
gene for uskadelig passage, må anbringes i snævre
sejlrender eller i sejlløb, der er en del af søterritoriet
og af væsentlig betydning for den
internationale sejlads. Om end disse bemærkninger
ikke direkte tager sigte på sådanne installationer
som bropiller, vil de formentlig blive betragtet
som retningsgivende også med hensyn til
bropillers placering, således at det ville være i
strid med passagefriheden at anbringe dem i
sejlrende eller sejlløb på en sådan måde, at de
kan være til gene for sejladsen. Det samme
måtte så meget mere gælde, såfremt passage
kun ville blive mulig gennem et særligt opluk -
ningsfag eller lignende.
Med hensyn til gennemsejlingshøjden indeholder
folkeretskommissionens forslag ingen direkte
anvendelige udtalelser. Der kan dog ikke
være tvivl om, at det ville være i strid med
gennemsejlingsretten, om blot enkelte skibe
blev forhindret i at passere.
Endelig melder sig det spørgsmål, om det
vil være i strid med passageretten at indrette en
bro således, at passagen vanskeliggøres, eller
for visse skibe helt afskæres i et af flere anvendelige
sejlløb, men opretholdes uhindret i
et andet eller andre sejlløb. I den ovenfor nævnte
afgørelse i sagen om Korfustrædet udtalte
Den internationale Domstol, at det var almindeligt
anerkendt og i overensstemmelse med
international sædvane, at staterne i fredstid har
ret til at sende deres krigsskibe gennem stræder,
der benyttes af den internationale skibsfart mellem
to dele af det åbne hav. (International
Court of Justice, Reports 1949, p. 28). Dom-
10"
stolen tog ikke hensyn til, at strædet ikke var
den eneste forbindelsesvej, idet passage lige så
vel kunne foregå uden om som inden om øen
Korfu. Det synspunkt, domstolen lagde til
grund, var formentlig, at passagefriheden kræver,
at der frit kan vælges mellem de forskellige
forbindelsesveje under hensyn til, hvad der
i det enkelte tilfælde er i sejladsens interesse.
FN's Folkeretskommission har dog fortolket
domstolens udtalelse indsnævrende. I en regel,
der i øvrigt i denne forbindelse er irrelevant,
om adgang til midlertidig at suspendere passageretten
gennem søterritoriet, gøres den udtrykkelige
undtagelse, at der dog ikke kan ske
suspension af passagen gennem stræder, der
normalt benyttes til international skibsfart gennem
to dele af det åbne hav (udkastets art. 17,
stk. 4, med tilhørende bemærkninger). Tilføjelsen
af ordet »normalt« åbner mulighed for
at foretage visse indgreb over for sejladsen i
farvande, der vel er gennemsejlingsfärvande,
men dog ikke normalt benyttes som sådanne.
Jeg vil derfor mene, at man for så vidt angår
spørgsmålets folkeretlige bedømmelse principielt
bør fastholde udenrigsministeriets hidtidige
standpunkt, at der ikke er noget til hinder for
opførelsen af en bro over Store Bælt, forudsat
at den indrettes således, at den ikke frembyder
nogen hindring for selv de største for tiden
eksisterende skibes gennemsejling, idet denne
opfattelse bør præciseres derhen, at
1) gennemsejlingshøjden må opfylde dette
krav,
2) bropillernes placering må være en sådan,
at passage ikke vanskeliggøres, og
3) de under punkt 1) og 2) nævnte krav må
opfyldes i alt fald med hensyn til det eller
de sejlløb, der normalt benyttes af den
internationale skibsfart som gennemsejlingsfarvand
mellem Nord- og Østersøen,
men ikke nødvendigvis af sekundære sejlløb.
Den 4. februar 1957.
(Sign.:) Max Sørensen.
147