Download Gratis e-bog (PDF) - Aarhus Universitetsforlag

Op gennem klassetrinnene stiger styrken af sammenhængen mellem
individualitet og fællesskabet på nær fra 8. til 9. klassetrin, hvor korrela/
tionskoefficienten falder. Som det fremgår af 95 pct.-konfidensinterval/
lerne, så er tendensen dog ikke statistisk sikker. Konfidensintervallerne for
styrkemålet overlapper hinanden, hvorfor styrkekoefficienterne ikke er
signifikant forskellige. Men den antydede tendens peger i retning af, at der
for de ældste elever er størst tilbøjelighed til at udtrykke sig positivt i det
ene spørgsmål, hvis de også udtrykker sig positivt i et af de andre spørgsmål.
Der sker altså, hvis tendensen er holdbar, en integration af erfaringerne af
liberale og republikanske demokratiaspekter, således at eleverne op gen/
nem klassetrinnene i stigende grad oplever disse som sammenhængende.
Selvom der ikke er signifikans, er det interessant, at gammakoefficienterne i
de to spørgsmålskrydsninger har samme aldersstruktur: Vi starter forholdsvis
lavt i 4. og 5. klasse, derefter er der et tydeligt hop ved overgangen til 6.
klasse, og så bliver vi (med en enkelt undtagelse) på det nye niveau i 7.,
8. og 9. klasse. Hvis tallene holder, kunne det tyde på et udviklingsspring
af den type, Piaget har beskrevet, og det er tankevækkende, at det finder
sted på præcist det alderstidspunkt, vi citerede Piaget for i kapitel 1 med
sætningen: „Det er 12-års-alderen, som er det afgørende vendepunkt, efter
hvilket tænkningen mere og mere antager form af fri refleksion uafhængig
af den umiddelbare virkelighed“ (Piaget, 1969: 61). Hvad vi forsigtigt kunne
formode er, at elevernes principielle tænkemåde gør det lettere at integrere
de to slags demokratierfaringer.
Også med hensyn til køn finder vi forskelle. Korrelationskoefficienterne
fremgår af tabel 5.5 nedenfor.
Som det ses, er kønsforskellene størst ved sammenhængen mellem ople/
velsen af „godt fællesskab i klassen“ og „muligheden for at være på sin egen
måde“. Hos pigerne findes en stærkere sammenhæng end hos drengene, for
hvem der kun er tale om en moderat sammenhæng. Forskellen i sammen/
hængsstyrken er her signifikant i et 95 pct.-konfidensinterval. Med hensyn
til sammenhængen mellem „at tilhøre fællesskabet“ og „muligheden for at
være på sin egen måde“ er styrkeforskellen knap så stor mellem kønnene.
Der er for begge tale om stærke sammenhænge, der ikke signifikant adskil/
ler sig fra hinanden. Den antydede tendens er dog i fin tråd med den just
konstaterede, signifikante kønseffekt.
Disse resultater tyder på, at pigerne i højere grad forekommer (a) at kunne
være sig selv, når de synes godt om fællesskabet eller tilhører fællesskabet,
eller (b) at synes godt om fællesskabet eller tilhøre det, når de kan være
103