Download Gratis e-bog (PDF) - Aarhus Universitetsforlag

i partipolitikken. En pige fra 7. klasse i Storkøbenhavn bliver spurgt, om
hun forventer at blive medlem af et politisk parti:
Det tror jeg ikke, fordi hvis de lige pludselig synes nogle helt forkerte
ting. Så tror jeg ikke, at jeg vil synes, at det er så fedt mere. Så det tror
jeg ikke.
Heller ikke denne elev forventer at blive medlem af et parti. Hendes begrundelse
er frygten for, at der udvikler sig uenighed mellem hendes holdning
og partiets. For at undgå denne potentielle interessekonflikt vælger hun at
stå frit. Manglende interesse i politiske beslutninger og det at kunne stå frit
er således to af de grunde, som eleverne fremhæver, for ikke at engagere
sig i partiarbejdet.
Kun 3 pct. af eleverne svarer, at de helt bestemt forventer at blive medlem
af et politisk parti. Lige under halvdelen af eleverne svarer, at de helt bestemt
ikke forventer at blive medlem af et politisk parti, og yderligere 33 pct. siger,
at de nok ikke vil. Disse tal peger ikke i retning af, at folkeskolen i meget
stort omfang præger eleverne i retning af partipolitisk engagement, men
vi ved naturligvis heller ikke, i hvilken udstrækning lærerne forsøger dette.
Her overfor har vi dog 11 pct. (14 pct. i 9. klasse), der angiver, at de nok eller
helt bestemt vil være partimedlemmer, hvilket jo et højt i forhold til de
voksnes 4,5 pct. Der er i vores materiale ikke forskel på kønnenes hensigter,
mens kønsfordelingen i de voksnes verden er ulige med kvindeprocenter i
de enkelte partier, der svinger fra 31,5 til 46,8 pct. (Hove, 1999).
En anden demokratisk aktivitet handler om personlige rettigheder. Som
borger i et demokratisk samfund tildeles man rettigheder, der skal sikre
den enkelte mod urimeligheder eksempelvis i forhold til andre borgere,
en arbejdsgiver, den offentlige forvaltning eller som forbruger. Rettighederne
er en del af det formelle demokratiske system, og der findes formelle
institutioner til hjælp for den enkeltes hævdelse af disse rettigheder såsom
retshjælp og ombudsmand. For at belyse forventningerne til dette personligt
forankrede demokratiske engagement stillede vi eleverne over for påstanden:
Jeg vil kæmpe for mine personlige rettigheder. Dette bredt stillede spørgsmål
muliggør forskellige konkrete udlægninger. Men vi antager, at det indfanger
en generel vilje til at stå fast på det, man mener at have ret til.
Et markant flertal tilslutter sig at ville kæmpe for de personlige rettigheder.
Tre fjerdedele af eleverne forventer, at de helt bestemt eller nok vil komme til
at kæmpe for deres personlige rettigheder. Derimod er 17 pct. af eleverne
tilbøjelige til at forvente, at de nok ikke eller helt bestemt ikke vil komme
140